Festligt fællesskab til årets Holmestafet

Maj |

Danmarks største dannebrogsflag på 150 m2 vajede flot i blæsten over pladsen, da årets Holmestafetten løb af stablen ved TEC på Avedøre Holme tirsdag den 9. maj.

I år var der hele 723 deltagere, der enten løb, gik eller endda dansede sig gennem det hyggelige firmaløb. Også i start- og målområdet var stemningen høj, mens der blev både heppet, hygget og hapset af de mange lækkerier, som arrangementets sponsorer bød på.

Holmestafetten er for alle ansatte i Hvidovres private virksomheder og kommunale arbejdspladser, og der er plads til, at alle kan være med. Man kan nemlig både gå eller løbe den 3,75 km lange rute – eller bare hygge sig i målområdet og heppe på kollegaerne og de andre deltagere.

Det festlige firmaløb handler nemlig om meget mere end motion; Det er en festlig eftermiddag i fællesskabets tegn med mad, musik og hyggeligt samvær.

- Jeg er rigtig glad for, at så mange af Hvidovres virksomheder og ansatte fra kommunen deltager i Holmestafetten, fordi det er en god lejlighed til at mødes i en uformel ramme. Virksomhederne er en vigtig del af Hvidovres fællesskab, og det er kommunens ansatte i høj grad også, så derfor er arrangementer som Holmestafetten vigtige, fordi de er med til at binde os sammen, siger borgmester Anders Wolf Andresen, der selv deltog i årets Holmestafetten på gåholdet.

Elever har lavet målport

Som noget nyt har Holmestafetten fået sin helt egen målport, som er bygget af elever fra TEC’s 10. klasse som del af et samarbejde med virksomheden Lindab, der har sponsoreret materialerne. Eleverne har i hold konkurreret om at designe den bedste løsning på en målport, som kan bruges år efter år, og vinderen blev fundet af en dommerkomite bestående af en repræsentant fra TEC, Lindab og Hvidovre Kommune.

- Det er en virkelig god tilføjelse til Holmestafetten, som netop er et resultat af gode kræfter, der arbejder sammen. Det er helt i Holmestafettens ånd, siger Anders Wolf Andresen, som officielt indviede målporten ved årets løb.

Holmestafetten arrangeres i et samarbejde mellem Hvidovre Kommune, Hvidovre Atletik & Motion og TEC – og 25 lokale virksomheder er sponsorer med både mad, drikke og flotte præmier.

Stafetten har været afholdt siden 2003 og har udviklet sig til en populær tradition blandt Hvidovres virksomheder – både hos dem, der stiller med deltagere, og hos dem, der støtter med præmier og udstyr.

Du kan se alle resultaterne fra årets Holmestafetten her (pdf)