Nytårskur og Erhvervsprisen

Hvidovre Kommune afholder hvert år i januar nytårskur for Hvidovres virksomheder, samarbejdspartnere og venner af huset. Til nytårskuren uddeles også erhvervsprisen 'Nytårsraketten' til en lokal virksomhed eller erhvervsperson i Hvidovre, der har gjort sig særligt positivt bemærket og gjort en ekstraordinær indsats i årets løb. 

Hvidovre Erhvervsnetværk får årets erhvervspris

De tre initiativtager til et nyt lokalt erhvervsnetværk vinder erhvervsprisen Nytårsraketten.

Et netværk af lokale virksomheder, der inspirerer og hjælper hinanden. Det er, hvad de tre initiativtagere bag Hvidovre Erhvervsnetværk har fået skabt – og derfor er de blevet hædret med Hvidovre Kommunes erhvervspris, Nytårsraketten.

Erling Kristiansen, Tonny Garlin og Thomas Stryhn blev hædret for deres store lokale engagement og deres utrættelige arbejde med at få skabt Hvidovre Erhvervsnetværket.

Netværket er med til at skabe en positiv udvikling i Hvidovres lokale erhvervsliv, og det har på under et år fået over 50 medlemmer.

Læs mere her. 

Erhvervskontaktudvalget har indsnævret de 9 indstillede virksomheder til fire nominerede til Hvidovres erhvervspris Nytårsraketten 2024.

De fire nominerede er:

  • Hvidovre Erhvervsnetværk - Erling Kristiansen fra Skousen, Tonny Garlin fra Hellbrandt Trykcenter og Thomas Stryhn fra Hvidovre Volleyball Klub nomineres for deres lokale engagement og deres utrættelige arbejde med at initiere og etablere Hvidovre Erhvervsnetværk. I løbet 2023 har de taget initiativ Hvidovre Erhvervsnetværk, som på under et år har imponeret og fået over 50 medlemmer. Hvidovre Erhvervsnetværk har allerede skabt netværk mellem lokale virksomheder samt forretningskontakter og medfølgende omsætning. Erhvervsnetværket er således med til at skabe positiv udvikling i Hvidovres erhvervsliv.

  • Biodiversitetsnetværket på Avedøre Holme - nomineres for deres arbejde med den grønne omstilling. 19 virksomheder i erhvervsområdet Avedøre Holme er gået sammen om at styrke naturen og dyrelivet i området. Sammenlagt har de i løbet af to år udlagt 15 hektar til vild natur – eller hvad der svarer til 5 % procent af det samlede erhvervsareal. Og resultaterne er blevet dokumenteret. I alt er der registreret 204 forskellige insektarter, herunder flere sjældne arter, på de tre biodiversitetsområder.

  • Junglerun - nomineres for deres arbejde med at skabe udvikling lokalt. Junglerun er en lille lokal Hvidovre virksomhed, der er specialiseret i at skabe sunde aktive oplevelser sammen – for familier og børn. Virksomhedens signaturevent er Junglerun som finder sted over hele landet (fx Knuthenborg, Lalandia Billund, Holstebro m.fl). I Hvidovre har Junglerun blandt andet skabt Nytårsløbet og Halloween-løbet med flere hundrede deltagere. Junglerun samarbejder med flere lokale virksomheder og tager ydermere et stort socialt ansvar.

  • OHL Logistics - nomineres for deres arbejde med den grønne omstilling. I forbindelse med etableringen af deres nye logistikhal på Avedøre Holme har OHL fået monteret et 284,76 kWp (254.000 kWh/år) solcelle-anlæg på taget. Med dette anlæg kan de ikke kun dække eget strømforbrug, men også levere strøm til ca. 50 husstande i Danmark. OHL Logistics blev samtidig den første virksomhed som udnyttet de nye krav i lokalplanen har taget den nye lokalplan på Avedøre Holme i brug. Derudover tager virksomheden et socialt ansvar og arbejder sammen med TEC.

Vinderen afsløres til Nytårskuren den 9. januar 2024. 

Følgende virksomheder er indstillet til Hvidovres erhvervspris Nytårsraketten 2024: 

  • Hvidovre Erhvervsnetværk
  • Det Grønne Autohus
  • Spar Nord Hvidovre
  • Lindab & TEC
  • Biodiversitets-netværket på Avedøre Holme
  • Zentropa
  • Junglerun
  • Spybrew
  • Ohl Logistics

Erhvervskontaktudvalget har i december fundet fire nominerede virksomheder blandt de 9 indstillede kandidater. Vinderen af Nytårsraketten 2024 offentliggøres på nytårskuren den 9. januar. 

Vinderen af Erhvervsprisen skal opfylde ét eller flere af følgende kriterier:

  • Have udvist socialt ansvar eller lokalt engagement
  • Have fundet nye innovative metoder at udvikle forretningen på
  • Have været med til at skabe positiv udvikling i Hvidovres erhvervsliv
  • Have arbejdet med bæredygtighed, klimaudfordringer eller grøn omstilling 

Der var deadline for indstillinger den 24. november 2023. Har du en god kandidat, så send den til erhvervskonsulent Kaspar Nielsen på kcp@hvidovre.dk

Det er Hvidovre Kommunes Erhvervskontaktudvalg - med repræsentanter fra erhvervsorganisationerne, de faglige organisationer, erhvervsskolerne, kommunalbestyrelsen samt kommunaldirektøren - der står for at udpege vinderen gennem afstemning.

Vinderen af prisen offentliggøres til kommunens årlige nytårskur i januar for Hvidovres virksomheder og samarbejdspartnere.

  • 2023: STATE OF WOW: State of WOW vandt Nytårsraketten for deres arbejde med ukrainske flygtninge. Straks da flygtningekrise brød ud tog State of WOW kontakt til Hvidovre Kommune og tilbød lokaler til et mødested for ukrainske flygtninge. På rekordtid blev et af State of WOWs lokaler indrettet som mødestedet med donerede computere, brætspil, legetøj, møbler og meget andet. 

  • 2022: Lakrids by Bülow og Lantmännen Schulstad A/S
    I 2022 blev der for første gang kåret to vindere. Lakrids by Bülow og Lantmännen Schulstad A/S løb begge med hæderen, da der var stemmelighed mellem de to. De to vindere blev begge fremhævet for deres store arbejde med den grønne omstilling.

  • 2021: Computerreparatøren GladTeknik
    Virksomheden fik Nytårsraketten, fordi den har vist, at en innovativ forretningsidé kan kombineres med et stort socialt ansvar. GladTeknik ser potentiale og arbejdskraft i mennesker, som ellers har svært ved at få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

  • 2020: Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen 
    Virksomheden fik Nytårsraketten, fordi den er meget lokalt forankret, bl.a. i forhold til miljø, hvor den har omlagt restaffaldet. Derudover deltager den også i mobilitetsnetværket og er aktiv i at støtte op om udviklingen af Holmene.

  • 2019: Anlægsgartnervirksomheden Grøn Entreprise
  • Virksomheden fik Nytårsraketten, fordi den udviser et stort ansvar for det lokalsamfund, den er en del af og går foran, når det handler om at tage lærlinge og praktikanter.

  • 2018: Cocktailfabrikken Nohrlund 
    Virksomheden fik Nytårsraketten, fordi de to modige iværksættere bag virksomheden på få år har stablet en bæredygtig forretning på benene, hvor økologi spiller en stor rolle i produktionen.

  • 2017: Tømrer- og entreprisevirksomheden Egerbyg 
    Virksomheden fik Nytårsraketten, fordi den har vist, at det kan lade sig gøre at drive en sund virksomhed og samtidig have et stærkt socialt sigte. Egerbyg er en csr-drevet virksomhed, som tager lærlinge, der tit har haft svært ved at finde den rette hylde, og mange af dem bliver i virksomheden, efter de er udlært.

  • 2016: Trykkeriet KLS PurePrint
    Virksomheden fik Nytårsraketten, fordi den har vist, at det kan lade sig gøre at drive en sund virksomhed - på trods af en branche i tilbagegang - med udgangspunkt i en innovativ miljø- og klimastrategi. Virksomheden laver i dag 100 procent biologisk nedbrydelige tryksager, som de eneste i Nordeuropa. Det har vendt virksomhedens udvikling, og den oplever stor fremgang.

  • 2015: Elinstallations- og vagtsikringsvirksomheden Elsec
    Virksomheden fik blandt andet Nytårsraketten, fordi den tager stort ansvar for lærlinge og er engageret i Hvidovres unge og samarbejdet med skoler. Elsec er en vækstvirksomhed, som i 2015 på et år fordoblede medarbejderantallet.
Senest opdateret 20-09-2024

Erhvervsteamet Kasper Nielsen

Kaspar Nielsen

Erhvervskonsulent

Tlf. 36 39 30 17

kcp@hvidovre.dk