Hvidovre støtter indsats for ålegræs

Maj |

Når Det store Ålegræsinitiativ lørdag den 8. juni kl. 10-13 planter ålegræs ud for Hvidovres kyst, er det med stor opbakning fra Hvidovre Kommune.

- Det er et super godt initiativ, hvor vi alle sammen har mulighed for at give en hjælpende hånd til vores kystnære havmiljø. Jeg har selv tænkt mig at deltage, og jeg håber, at mange andre også vil bruge en dag ved vandet og gøre noget godt for havet, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Bag eventet den 8. juni står Det Store Ålegræsinitiativ/Danmark Planter Ålegræs, som er udviklet af Tænketanken Hav og drives i samarbejde med miljøfaglig partner SDU med støtte fra Nordea-fonden.

Eventet i Hvidovre er bare ét af mange over hele landet, hvor alle har mulighed for at være med til at plante ålegræs og blive klogere på vores havmiljø.

Udplantningerne af ålegræs varetages af frivillige, som laver disse små testudplantninger og følger dem tæt efterfølgende for at indsamle viden om havets tilstand, bidrage til forskningen og kvalificere en fremtidig indsats for genopretning af havmiljøet.

- Indsatsen ligger rigtigt godt i tråd med vores egne ambitioner, hvor vi tænker naturen ind fra begyndelsen, når vi udvikler vores by. Vi arbejder fx for en naturbaseret stormflodssikring, når vi skal beskytte vores by mod fremtidens klimaforandringer, og med vores vision om Holmene som et naturplus-projekt får naturen en afgørende rolle, når vi skal sikre plads til fremtidens bæredygtige erhvervsområde, siger Anders Wolf Andresen.

Kan ikke stå alene

Generelt set er ålegræs en vigtig del af havmiljøet og dets økosystemer. Ålegræs øger bl.a. biodiversiteten og er et vigtigt levested og spisekammer for fisk og fugle, ligesom det stabiliserer havbunden, optager kvælstof og CO2 og dæmper erosionen af de danske kyster.

Det er dog ikke nok at plante ålegræs, hvis vi skal have et bedre havmiljø. Det er afgørende, at vi også mindsker belastningen på havet, blandt andet ved at reducere udledningen af kvælstof og miljøfarlige stoffer.

- Vi ser det bl.a. i Køge Bugt, hvor havmiljøet har det rigtig skidt, bl.a. på grund af årtiers råstofudvinding, klapning af slam og udledning af næringsstoffer fra landbruget. Vi skal stoppe rovdriften på havet og samtidig sikre nye initiativer, der kan understøtte den bæredygtige udvikling og samtidig forbedre havmiljøet på sigt, siger Anders Wolf Andresen.

Naturgenopretning, som for eksempel udplantning af ålegræs eller etablering af stenrev, kan være et af de greb, der kan hjælpe det pressede havmiljø på fode igen.

Derfor glæder det borgmesteren, at Det Store Ålegræsinitiativ laver disse mindre testplantninger for at se, om vi kan hjælpe ålegræsset på vej.

Selve eventet i Hvidovre foregår på Strandengen ved Langhøjskolen lørdag den 8. juni kl. 10-13.

Aktiviteter på dagen:

  • Den første time bindes der ålegræs på søm, og umiddelbart derefter planter dykkere ålegræsset på havbunden.
  • Plastic Change fortæller om deres arbejde med at bekæmpe plasticforurening
  • Søuld fortæller om hvordan man kan bruge tørret ålegræs i akustikpladser
  • Andreas Lolle fra Lolle & Nielsen vil fortælle om udviklingen af en ålegræsmaskine til at plante i større skala
  • Naturbingo for hele familien
  • Oplæg v. Tænketanken Hav om havet og ålegræs

Læs mere på taenketankenhav.dk/aalegraes

Et Danmarkskort med markering af, hvor der plantes ålegræs