Fællesskab i fokus: Holmestafetten samlede 800 deltagere

Maj |

Omkring 800 deltagere var med, da Hvidovres festlige firmaløb, Holmestafetten, løb af stablen den 14. maj.

Og heldigvis var vejret med de mange deltagere, der enten gik eller løb den 3,75 km lange rute med start og mål ved TEC på Avedøre Holme.

Holmestafetten er for Hvidovres virksomheder og kommunale institutioner, og det er meget mere end et traditionelt motionsløb; Det er en mulighed for at samles, styrke relationer og nyde en festlig eftermiddag med kollegaerne med mad, musik og hyggeligt samvær.

- Det er lidt specielt, at vi i Hvidovre har vores helt eget firmaløb. Det er altid en fornøjelse at være med, og jeg er glad for, at både Hvidovres virksomheder og kommunens medarbejdere bakker så flot op om stafetten. Det styrker det gode fællesskab, vi har i Hvidovre, siger borgmester Anders Wolf Andresen, som selv deltog i Holmestafetten på et løbehold.

Deltagerne kan nemlig vælge at gå eller løbe ruten, så alle kan være med, ligesom der er plads til kollegaer, der bare gerne vil heppe og hygge sig i målområdet.

Holmestafetten arrangeres i et samarbejde mellem Hvidovre Kommune, Hvidovre Atletik & Motion og TEC – og flere lokale virksomheder er sponsorer med både mad, drikke og flotte præmier.

Stafetten har været afholdt siden 2003 og har udviklet sig til en populær tradition blandt Hvidovres virksomheder.

Når løbstiderne er klar, vil de kunne ses på hvidovre.dk/holmestafetten.

mennesker i løbetøj, der hygger og småsnakker til Holmestafetten