Hørte om spændende nyt boligområde på Tårnfalkevej

September |
Formand for By- og Planudvalget Charlotte Munch taler til deltagerne på borgermøde om Tårnfalkevej Formand for By- og Planudvalget Charlotte Munch taler til deltagerne på borgermøde om Tårnfalkevej

På et borgermøde den 11. september præsenterede formand for By- og Planudvalget Charlotte Munch sammen med kommunens Center for Plan og Miljø det forslag til en ny lokalplan for et blandet boligområde ved Tårnfalkevej, som Kommunalbestyrelsen har sendt i høring til den 3. oktober.

Omkring 40 borgere fra området ved Tårnfalkevej var mødt frem for at høre om lokalplanforslaget og planerne om byggeriet, og deres spørgsmål blev besvaret af både byplanlæggere fra Hvidovre Kommune, udviklerfirmaet, der vil opføre den nye bydel, og et par fageksperter inden for trafik og støj.

Den nye lokalplan skal gøre det muligt at skabe en ny bydel med forskellige typer boliger, pladser og mødesteder, stiforløb, naturlegeplads, dagligvarebutik og daginstitution. Tanken er, at det skal være et område, der er hyggeligt og varieret i sit udtryk, og at det vil give plads til omkring 1000 beboere.

Borgerne, som var med til borgermødet, var overvejende positive overfor planen om det nye boligområde, men flere udtrykte deres bekymring for, om det vil give udfordringer for trafikken i området. Til det kunne byplanlæggere og trafikekspert svare, at der var lavet både trafiktællinger og beregninger af fremtidig trafik, og at selvom flere boliger vil give mere trafik, så forudser de ikke, at det vil blive et stort problem.
Formand for By- og Planudvalget Charlotte Munch opfordrede dog alle til at sende deres input ind som høringssvar:

”Det er vigtigt for os politikere at høre jeres bekymringer, idéer og kommentarer, for det er jer, der kender området bedst. Og vi kigger på hvert enkelt høringssvar, der kommer ind”, understregede hun.

Man kan komme med høringssvar indtil den 3. oktober. Høringssvarene behandles i By- og Planudvalget i løbet af efteråret, og sidst på året er det planen, at Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om forslaget til Lokalplan 476 for Tårnfalkevej skal vedtages.

Se forslaget til lokalplanen for Tårnfalkevej og afgiv evt. dit høringssvar