Afdelingsleder til Ungeenheden

Ansøgningsfrist:

Er du en passioneret leder med en stærk socialfaglig baggrund? Har du erfaring med tværfaglig ledelse? Kan du videreudvikle en positiv og inkluderende arbejdskultur? Så er du måske vores nye afdelingsleder til Ungeenheden!

Om stillingen
Som afdelingsleder for Ungeenheden får du ansvaret for at lede og udvikle vores dygtige medarbejdergruppe. Ungeenheden har 31 engagerede medarbejdere og bor i Avedøre Stationsby. Du bliver leder af uddannelsesvejledere, jobkonsulenter og administrative medarbejdere.

Du har ansvaret for arbejdet med de unge og deres familier, og din sociale indsigt og pragmatiske tilgang vil være afgørende for at skabe positive resultater.

Ungeenheden i Hvidovre Kommune arbejder med uddannelsesvejledning i skolen og blandt unge og er samtidig en afdeling i jobcentret med ansvar for unge under 30 år. Afdelingen har desuden ansvaret for visitationen til STU og FGU. 

Om afdelingen
Vi søger en afdelingsleder, som sammen med medarbejderne kan sætte nye mål og arbejde videre med f.eks. afdelingens IPS-indsats og afløseren for Uddannelsesparatheds¬vurderingen. Den grundlæggende drift er der styr på.

Afdelingen er vokset fra at varetage Jobcentrets Ungeindsats til at være en central spiller i kommunens samlede indsats for unge og er vokset fra 7 medarbejdere i den spæde start til 31 medarbejdere i dag. Det var især hjemtagelse af uddannelsesvejledning, der medførte den største udvidelse. Vores nuværende afdelingsleder har været med fra start og har nu valgt at forlade arbejdsmarkedet.

Du bliver en del af ledergruppen i Center for Beskæftigelse og Borgerservice, som består af centerchefen og 7 afdelingsledere. Udover Ungeområdet omfatter centret også Borgerservice, Ydelsesservice, Jobcentret, Integration og Ukraineindsatsen.

Dine kompetencer
Vi søger en leder med følgende kompetencer:

  1. Erfaring med tværfaglig ledelse: Du har dokumenteret ledelseserfaring og kan navigere i en kompleks verden med flere lokationer. Evnen til at lede både opad og nedad er essentiel.
  2. Offentlig ledelseserfaring: Du har arbejdet med offentlig ledelse og forstår de særlige udfordringer og muligheder, det indebærer. Du er desuden kulturskaberen, som er tydelig og sætter rammer, men samtidig skaber følgeskab.
  3. Sektorkendskab og KUI-erfaring: Du har en solid socialfaglig baggrund og forstår de forskellige sektorer, vi arbejder i. Kendskab til KUI (Kommunale Ungeindsats) er en fordel.
  4. Ledelse af engagerede medarbejdere: Vi søger en leder, der værdsætter, at vores medarbejdergruppe er erfarne og fagligt dygtige. En stor del af medarbejderne arbejder selvledende på grund af mange lokationer. Det er vigtigt, at du kan skabe rammerne for deres arbejde ved prioritering af ledelse fremfor kontrol.

Vi tilbyder

  • En stilling som afdelingsleder i et område med stor fokus både lokal- og landspolitisk. 
  • At du kommer til at have mange kontaktflader i centret og i kommunen.
  • At du bliver afdelingsleder for 31 dedikerede medarbejdere og kollega i centrets ledergruppe.
  • At dit arbejde understøttes af centerets faglige konsulenter.

Ansøgning og kontakt
Ansøgningsfrist er mandag d. 2. september 2024.

Vi afholder 1. samtale d. 17. og 18. september 2024 og 2. samtale d. 24. september 2024. 

Som en del af ansættelsesprocessen bruger vi værktøjet Praice, der belyser ansøgerens adfærdsprofil. 

Ansættelse er hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til stillingen så kontakt centerchef Torben Tang Christensen ttr@hvidovre.dk / 36393900 eller afgående afdelingsleder Gitte Høg Larsen ghl@hvidovre.dk / 51587851 

Hvis du brænder for at gøre en forskel for unge og deres familier, og videreudvikle Ungeenheden, så søg stillingen - vi ser frem til at modtage din ansøgning!

Send ansøgning

I Hvidovre Kommune bygger vores samarbejde på en anerkendende og positiv kultur, hvor forskellighed er en styrke, og hvor engagement, nysgerrighed og arbejdsglæde fremmer de nye idéer og den gode service til borgere, virksomheder, kulturliv og samarbejdspartnere.

Hvidovre er en grøn forstad med en stærk historie; tæt ved vandet og hovedstaden og lige midt i Øresundsregionen.

Hvidovre Kommune ser mangfoldighed som en ressource, og ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres kvinder og mænd uanset alder, religion, seksuel orientering, handicap/funktionsnedsættelse og etnisk baggrund til at søge.