Nyt gymnasium får kendt erhvervsmand med ombord

juni |

De fleste kender Tahir Siddique som dommer i DR-programmet Løvens Hule, hvor han investerer i helt almindelige danskeres iværksætterdrømme og start-ups. Nu har den 52-årige forretningsmand og investor kastet sit blik på Vestegnens nye gymnasium i Hvidovre, Enghøj Gymnasium, der er sammenlægning af Hvidovre Gymnasium og HF samt NEXT Sydkysten Gymnasium.

Hans ambition er at inspirere gymnasiets unge som rollemodel og tænde deres interesse for iværksætteri.

- Samarbejdet med Enghøj Gymnasium er en fantastisk mulighed for at sætte fokus på iværksætteri blandt de helt unge. At få vækket deres indre iværksætter og lyst til at skabe deres egen forretning en dag, hvis det er dét, de brænder for. Danmark har brug for innovative og entreprenante unge. De er vores fremtid, så de er en god investering, siger Tahir Siddique.

Rektor glæder sig

Med gymnasiets iværksætterlinje hhx-Start up kommer forretningsforståelse, iværksætteri og salgspitches på skoleskemaet på Enghøj Gymnasium.

Det nye gymnasium er allerede kommet godt fra start, og 223 unge mennesker fra Vestegnen og København har valgt at søge Enghøj Gymnasium som deres 1. prioritet. Her har bl.a. den nye iværksætterlinje været så populær, at der oprettes hele fire linjer i stedet for de planlagte to.

Gymnasiet udbyder alle fire gymnasieuddannelser stx, hhx, htx og hf samt GIF (1-årigt gymnasialt indslusningsforløb), og ambitionen er at spille en stor rolle i lokalsamfundet.

- Vi vil rigtig gerne være et lokalt gymnasium, derfor vil vi også gerne have et tæt samarbejde med kommunen, erhvervslivet og særligt grundskolerne og 10.klassecenteret i Hvidovre, fortæller gymnasiets rektor, Camilla Kofod.

Hun glæder sig også til samarbejdet med Tahir Siddique, som kommer til at have en aktiv rolle på gymnasiet som ambassadør, hvor han blandt andet skal være oplægsholder og dommer i forbindelse med innovationsprojekter.

- Det er en stor force for os at få Tahir Siddique med på holdet. Han er en suveræn rollemodel og en inspirator, de unge kan spejle sig i og se op til. Han kan relatere til elevernes udgangspunkt, og han vil være med på gulvet blandt de unge. Som succesfuld iværksætter og investor kommer Tahir med ekspertviden fra virkelighedens verden, og han skal være med til at styrke gymnasiet og undervisningen, særligt på hhx og hf, men også på tværs af de øvrige gymnasiale uddannelser, siger Camilla Kofod.

Stort potentiale

Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen, er begejstret for de store visioner, som det nye gymnasium kommer til Hvidovre med.

- Det er en kæmpe gave at have et lokalt gymnasium, og Enghøj Gymnasium har store visioner og en ambition om at engagere sig i lokalmiljøet. Det bakker vi fuldt ud op om fra kommunens side, for jeg ser et stort potentiale i et stærkt samarbejde til gavn for Hvidovres unge. Det er også med til at gøre vores gymnasium meget relevant som samarbejdspartner for det lokale erhvervsliv, siger han.

Hvidovre Kommune afholder også næste udgave af erhvervsmessen ’Mød en virksomhed’ på Enghøj Gymnasium den 5. november 2024.

Enghøj Gymnasium udbyder alle fire gymnasieuddannelser stx, hhx, htx og hf og slår dørene op for første gang til august.