Ny regel: Fastsæt selv din foreløbige dækningsafgift

juni |

Den 8. juni trådte nye regler for dækningsafgift i kraft. Hvis du ejer en erhvervsejendom og betaler dækningsafgift, betyder det, at du nu kan ansøge om selv at fastsætte beløbet for din foreløbige dækningsafgift for 2024. Det skal dog være mellem det, der blev opkrævet for 2023, og det, der opkræves for 2024.

Vær opmærksom på, at det er den foreløbige dækningsafgift, du kan ansøge om at ændre. Når den endelige vurdering er klar, genberegner vi dækningsafgiften og efterregulerer din betaling.

 

Er det relevant for dig?

Det kan være relevant for dig at søge, hvis du fx forventer, at den endelige dækningsafgift vil være lavere end den, der har været opkrævet foreløbigt. Det kan den fx være, hvis din foreløbige dækningsafgift er steget meget i år. Der har nemlig ikke været en grænse for, hvor meget den foreløbige dækningsafgift for 2024 har kunnet stige. Men for den endelige dækningsafgift er der indgået en politisk aftale om en stigningsbegrænsning.

Der kan være andre situationer, hvor det kan være relevant for dig at søge. Læs mere på vurderingsportalen.dk/dækningsafgift (nyt vindue)

 

Sådan ansøger du

Du kan ansøge via blanketten på vurderingsportalen.dk/dækningsafgift.

Det er vigtigt at ansøge hurtigst muligt for at få justeret din opkrævning inden betalingsfristen for 2. rate den 1. august 2024. Hvis opkrævningen ikke når at blive justeret inden denne frist, skal du betale det beløb, der står på din seneste ejendomsskattebillet.

Når den endelige vurdering er klar, vil din dækningsafgift blive genberegnet. Hvis du samlet har betalt for meget, vil det overskydende beløb blive udbetalt til din NemKonto. Har du betalt for lidt, vil du modtage en ny opkrævning.

For mere information, besøg vurderingsportalen.dk/dækningsafgift (nyt vindue).