Fra affald til ressource: Virksomheder skaber grønne forretningsmuligheder

juni |

Genbrug af brugte byggematerialer, lokale råvarer til fødevareproduktion og salg af brugt udstyr. Det er nogle af de genbrugs-områder, der har været fokus på i projektet ’Spirende Symbioser’, som har undersøgt potentialet i at give restprodukter nyt liv.

Projektet er en del af det kontinuerlige arbejde med at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde. Her arbejder virksomheder, industri- og grundejerforeningen og kommunen sammen om at gøre det store erhvervsområde til et endnu bedre – og grønnere – sted at drive virksomhed.  Blandt indsatserne er bl.a. fælles affaldsløsninger, en øget biodiversitet, hastighedsnedsættelser, en stor byttecentral og et samarbejde om fælles vedvarende energiløsninger.

Seneste skud på stammen er altså projektet ’Spirende Symbioser’, der blev iværksat sammen med Econet, som har specialiseret sig i rådgivning inden for affalds- og ressourceområdet. Målet var at undersøge potentialet i at genbruge de lokale virksomheders affald eller restprodukter – til gavn både for miljøet og økonomien.

- Der er store potentialer i at dele og genbruge de ressourcer, der findes i nærområdet. Det kan ikke bare reducere affaldsmængden, men kan også medføre nye indtjeningsmuligheder for de enkelte virksomheder, forklarer Dan Boding-Jensen fra Econet.

Kommercielle muligheder

Syv lokale virksomheder blev udvalg til projektet. Virksomhederne adskiller sig ved at være fra forskellige brancher og have forskellige værdikæder. De har alle fået gennemgået og analyseret deres affaldsstrømme, og gennem en fælles indsats blev potentialet for genbrug og genanvendelse undersøgt.

En af de deltagende virksomheder var Solrød Stilladser, som gennem projektet fik identificeret en række kommercielt interessante nye grønne forretningsmulighe­der. Virksomheden har med hjælp fra projektet søgt og fået ekstern støtte til finan­siering af de grønne ambitioner, men detaljerne er indtil videre fortrolige.

Peter Rassing, direktør hos Solrød Stillads, har været glad for sin deltagelse i projektet.

- Vi er langt med vores grønne ambitioner, men vi har ikke alle kompetencerne selv. Der­for var det en stor hjælp at få rigtige eksperter til at undersøge grønne forretningsmulighe­der for os. Det var især brugbart, fordi det kommercielle også var i fokus. Der er stadig meget arbejde forude, men vi er sikre på, at det er den rigtige vej at gå for os, siger han.

Affald som en ressource

Spirende Symbioser er et eksempel på, hvordan kommuner kan hjælpe med at skabe forbin­delser mellem virksomheder, som hermed får mulighed for at forfølge deres grønne ambitio­ner og blive lokale rollemodeller.

Virksomhederne i Hvidovre frembringer ca. 225.000 ton affald om året, og de er derfor en vigtig brik i arbejdet med at få mere affald genanvendt i kommunen. Derfor glæder det borgmester Anders Wolf Andresen, at virksomhederne aktivt deltager i arbejdet med at reducere deres affald.

- Ved at genbruge materialer og udnytte ressourcerne mere effektivt kan vi skabe en mere ansvarlig og fremtidssikret tilgang til produktion og forbrug. Det handler om at tænke nyt og betragte vores affald som en ressource – ikke kun for os selv, men også for andre. Derfor er det vigtigt, at virksomheder, borgere og kommunen ar­bejder sammen, så vi kan nå i mål med den grønne omstilling, siger Anders Wolf Andresen, som håber, at både andre lokale virksomheder og borgere vil lade sig inspirere af projektet.

Resultaterne fra de syv virksomheder er samlet i en casesamling, som kan ses her.