Fodbold-stjerneskud fik dansk statsborgerskab ved landets første grundlovsceremoni i Hvidovre

Fodbold-spilleren Mohamed Daramy var hovedpersonen, da Hvidovre Kommune afholdt landets første grundlovsceremoni. Den unge FCK-spiller var til grundlovsceremoni med sin mor, Isata, som officielt fik sit danske statsborgerskab. Dermed fik Mohamed det også, og er derfor klar til de danske fodboldlandshold.
7. januar 2020

Hvidovre Rådhus dannede mandag eftermiddag rammen om den første grundlovsceremoni i Danmark. Her her blev det markeret, at Hvidovre-borgeren, Isata Daramy, officielt blev dansk statsborger.
Isata Daramys søn Mohamed Daramy, som er en af profilerne på FC Københavns superligahold, var også tilstede ved grundlovsceremonien, fordi han tirsdag 7. januar fylder 18 år. I forbindelse med, at hans mor officielt skulle have sit danske statsborgerskab, ville Mohamed Daramy også automatisk blive dansk statsborger – så længe det skete inden han fylder 18 år, og det nåede altså lige akkurat at ske.
Hvidovre Kommune havde fået en dispensation fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til afholde en ekstraordinær grundlovsceremoni, og udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye overværede derfor også ceremonien.
Grundlovsceremonien består af en underskrift fra borger og borgmester, og et håndtryk og efter den formelle del var veloverstået, og borgmester Helle Adelborg havde lykønsket Isata Daramy med sit nyerhvervede statsborgerskab, fik Mohamed Daramy også et par ord med på vejen

”Jeg er som borgmester i Hvidovre glad for, at du Mohamed nu også får mulighed for at blive dansk statsborger. Du er født og opvokset i Hvidovre, og det var her, du fandt glæden ved at spille fodbold. Du spiller nu i FCK og har på kort tid markeret dig som en profil i Superligaen, og i dag er du en spiller, som fodbold-Danmark har store forventninger til.
Som de fleste andre fodboldspillere drømmer du om at spille på landsholdet, og jeg ved fra fodboldeksperterne, at det formentlig kun er et spørgsmål om tid, før du kan trække i den rød-hvide landsholdstrøje og tørne ud for Danmark. Efter i dag kan landstrænerne i hvert fald roligt kigge i din retning, når de skal udtage deres trup. Og når du forhåbentlig en dag får debut på det danske landshold, så vil vi her i Hvidovre glæde os over, at du er en af vores lokale helte, som samtidig er en rollemodel for børn, der går til fodbold,” lød det fra borgmester Helle Adelborg.

Både Isata og Mohamed var synligt stolte, og stoltheden blev ikke mindre, da DBU’s talentudviklingschef, Flemming Berg, tonede frem og overrakte en landsholdstrøje med navnet Daramy på ryggen.

”Vi forhåndsudtager hermed Mohamed Daramy til de næste landskampe i marts. Hvilket landshold det bliver, må tiden vise,” sagde Flemming Berg til stor glæde for alle de tilstedeværende i KB-salen på Hvidovre Rådhus.

Foruden Isata og Mohamed Daramy deltog også to borgere fra Københavns Kommune i grundlovsceremonien. De stod i en lignende situation, hvor faderens statsborgerskab kunne bane vej for, at hans 17-årige datter, der er elitespiller i volleyball, kunne få dansk statsborgerskab inden hendes 18-års fødselsdag i denne uge. Her sørgede Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard for, at de to fik deres statsborgerskab.

Der er planlagt en ordinær grundlovsceremoni i Hvidovre Kommune 3. marts.