Vinterjazzen spiller igen i Hvidovre

Hvidovre kan for fjerde år i træk præsentere et stærkt og varieret program ved Vinterjazz 2020.
16. januar 2020

Vinterjazz kommer igen i år forbi Hvidovre i perioden fra 6. til 29. februar. Og allerede på festivalens første officielle åbningsdag, torsdag den 6. februar, kan man komme til Mad & Jazz i Café Bataillionen i Avedørelejren med Nanna Bottos og Frederik Flach. Fredag den 7. februar kan du komme til en eksklusiv "dinner-koncert" hos Restaurant Arti'kok med den amerikanske soulsangerinde Monique Thomas. Senere samme aften giver Monique med band også en gratis intimkoncert i restaurantens baglokaler. 

Fredag den 21. februar spiller en af dansk jazz’ mest hyldede guitarister, Jakob Bro, en eksklusiv koncert i hyggelige rammer, når han optræder med sit eksperimenterende solo-format til en dagligstuekoncert i Store Hus i Avedøre. Dagen efter er det børnenes tur til at blive underholdt, når Hvidovre Musikskole åbner dørene for trommeslageren og multiinstrumentalisten Kresten Osgood. Kresten ruller det helt store arsenal af instrumenter frem og spiller koncert, ikke for, men med børnene. Han udtaler: ” ... og hvordan kommer det til at lyde? Det ved kun Gud, men det bliver ikke kedeligt!” Senere samme dag er Hvidovre Hovedbibliotek værter for en interessant duosession med jazzsangerinden Mette Juul, der sammen med Heine Hansen spiller udsøgte numre fra sin nye, anmelderroste cd “Change”. 

Vinterjazz i Hvidovre rundes af med releasefest og -koncert med Hvidovres helt egen jazzstjerne, Marc Bernstein, der indtager scenen på Teater Vestvolden den 28. februar. Marc Bernstein er en international anerkendt jazzkomponist og saxofonist. Til koncerten kan du høre numre fra hans nye anmelderroste album ”Everybody comes from somewhere”. 

Læs mere om de forskellige arrangementer og køb billet på www.facebook.com/2650kultur/  

Årets vinterjazz-program i Hvidovre

06.02: Mad & Jazz i Bataillionen med Nanna Bottos og Frederik Flach

07.02: Monique Thomas & band // Restaurant Arti’kok

21.02: Jakob Bro (Solo) – Dagligstuekoncert i Store Hus/Avedøre

22.02: Jazz for kids med Kresten Osgood – Hvidovre Musikskole

22.02: Duosession m. Mette Juul & Heine Hansen – Hvidovre Hovedbibliotek

28.02: Releasefest og -koncert med Marc Bernstein og band – Teater Vestvolden