Jarnvig, vandleg og gode råd om flere bier

Den sidste af seks temadage om verdensmål blev holdt i fredags
3. oktober 2019
- Vi er nødt til at skrue ned, så meget vi kan, lød opfordringen fra en alvorlig Mikael Jarnvig, da han fredag eftermiddag besøgte temadagen om verdensmål foran Kometen og Hovedbiblioteket. Der blev lyttet intenst foran scenevognen, mens tv-meteorologen forklarede, hvordan det voldsomme vejr og tørken især rammer nogle af verdens borgere hårdt: ”De fattigste, som ikke har noget at beskytte sig med, bliver ramt hårdest”, lød meldingen.
Efter Jarnvigs opsang kunne de fremmødte høre mere, om klimaudfordringerne her i Hvidovre, og hvordan kommunen i samarbejde med borgerne med klimatilpasning, med fokus på at klimatilpasning samtidig skal gøre byen endnu bedre at bo i. Børn og voksne kunne samtidig se, hvad det er, der sker under jorden, når der er skybrud på bl.a. en kloakmodel, som Energi & Vand havde med og demonstrerede med hjælp fra især mange ivrige børn. 40-50 borgere lagde trods lidt ustadigt vejr vejen forbi temadagen.
På pladsen foran Kometen kunne man også tage både en verdensmålsquiz og en biodiversitetsquiz og høre mere om bier hos Hvidovre Biavlerforening, der havde medbragt egne bier inklusiv en dronning, og hos Projekt Bombus, der arbejder på at lave insektvenlige haver sammen med beboere i Frihedens Boligselskab. To repræsentanter fra Børneinstitutionen Tryllestien viste, hvordan de til daglig arbejder med natur i børnehøjde og bl.a. har lavet et område med blomster, hvor bier og insekter kan trives, og hvordan de med udgangspunkt i børnesangen ”Mariehønen Evigglad” lærer om bl.a. mariehøns og snegle og øver sig i at passe på sneglene på legepladsen. Hvidovre Bibliotek havde taget et udvalg af bøger om bl.a. klima, bier og grøn omlægning med til inspiration.