Klip din hæk-kampagne i denne uge

Kommune og grundejerforeninger stiller containere op til haveaffald og ukrudt fra fortov
9. september 2019

 I den kommende weekend kan grundejere i hele Hvidovre igen samle deres haveaffald og rense fortovet for græs og ukrudt og derefter aflevere det i en container i nærheden. Det er Sammenslutningen af Grundejerforeninger (SGH) og Hvidovre Kommune, der nu for fjerde gang gennemfører renholdningskampagnen ”Klip din hæk”. Sidste år afleverede haveejerne 11,6 tons affald i otte containere med påskriften ”Klip din hæk” henover en september-weekend. Kampagnen skal få hus- og haveejerne til at klippe hækken, fjerne ukrudt på fortovet og skære grene, der rager ud over fortovet eller vejen ned.
 - Når vi laver den her kampagne, så handler det om, at Hvidovre-borgerne skal kunne færdes uhindret på fortove og cykelstier. Samtidig skal vi sørge for, at vejskilte og gadelamper ikke vokser til, men kan ses, siger vej- og parkchef Michael Søndergaard Daugaard.
For at gøre det lettere at komme af med det haveaffald, der kommer ud af det, kan haveaffald og nedfaldsæbler fra på fredag den 13. september til og med mandag den 16. september afleveres i containere med ”Klip din hæk”-påskrift på siderne. Containerne bliver sat op centrale steder i villakvartererne.
 - Jeg oplever, at mange grundejere er glade for muligheden for at aflevere haveaffald lige i nærheden, siger Flemming J. Mikkelsen fra SGH:
- Som grundejerforening giver ”Klip din hæk”-kampagnen os mulighed for at få mindet både nye og gamle husejere om, at de skal sørge for at holde fortovet rent for ukrudt, græs osv. Mange nye grundejere er formentlig ikke klar over dette.
Du kan som borger aflevere komposterbart haveaffald som fx grene, ukrudt, hækklip og nedfaldsæbler i én af de otte containere, der bliver opstillet i kommunens villakvarterer i perioden 13.-16. september.