Jagten på Den Røde Baron

Søndag d. 29. september skrues tiden tilbage til 1917, og i militærlejren på Vestvolden frygter man en fjende i luften! Børn i alderen 5 til 12 år er inviteret til at deltage i rollespillet ”Jagten på Den Røde Baron”.
26. september 2019

Det er maj 1917, og den danske hær har netop oprettet et flyverkorps. På Avedøre Flyveplads står 12 nye fly og venter på piloter. Hæren har opsnappet et telegram om, at fjenden vil sende deres berygtede pilot ”Den Røde Baron” til Danmark!

Der bliver brug for kompas, kort og en god portion mod, når rollespilsdeltagerne den 29. september på Vestvolden skal forsøge at afværge et fjendtligt angreb. Undervejs skal deltagerne uddannes til piloter og forsøge at stoppe Den Røde Baron. På vejen vil man blandt andet blive udsat for en vild svævebane bygget af Hvidovrespejderne, og man kommer rundt til de lidt uhyggelige steder, der findes på volden.

Museumsinspektør Katrine Huusom fra Forstadsmuseet fortæller om rollespillet:

”Vi ønsker at stimulere børnenes fantasi og give dem én på opleveren her på Vestvolden. Det bliver en hæsblæsende dag med udfordringer både for kroppen og hovedet”.

Spillet varer en times tid, og der er løbende start fra kl. 10 og indtil kl. 14, som er sidste chance for at deltage. Det er gratis at være med, og spillet begynder ved den røde barak, der ligger 150 meter nord for bunden af Avedøre Tværvej i Hvidovre.

Der er mulighed for at købe forplejning ved den røde barak og praktisk fodtøj anbefales.

”Jagten på Den Røde Baron” er arrangeret af Avedøre Bibliotek og Kulturhus, Forstadsmuseet, projektet God fritid til alle, Hvidovrespejderne og Hvidovre Lokalhistorisk Selskab.

Er du ikke til rollespil? Tag med på cykeltur på volden kl. 11-13

Rollespillet er ikke den eneste aktivitet på Vestvolden i forbindelse med Befæstningsdagen. Er du interesseret i Vestvoldens historie, kan du komme på en spændende guidet cykeltur med museumsinspektør Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet. På turen vil du bl.a. opleve normalt utilgængelige bygninger som Horsedammens Fredskrudtsmagasin og det store røde artillerimagasin, der er det eneste bevarede af sin slags på Vestvolden.

Turen starter kl. 11 på voldstien lige syd for Roskildevej i Brøndby, og den slutter ved den røde barak i Avedøre. Turen er gratis og varer cirka to timer, og den kan kun gennemføres på cykel.