Temadag om genbrug foran Kometen

Danmark for Målene besøger Hvidovre fredag den 7. juni fra kl. 13-17
3. juni 2019
Den anden af 6 temadage om verdensmålene kommer til Hvidovre på fredag den 7. juni i tidsrummet fra kl. 13-17, hvor alle er velkomne til at lægge vejen forbi og være med.
Denne gang sætter Danmark for Målene pavillonerne op foran Kometen og Hovedbiblioteket, og temaet er Genbrug og Cirkulær Økonomi. I Hvidovre Kommunes pavillon kan du deltage i en sorteringsstafet og blive skarp til at sortere de værdifulde ressourcer fra til genbrug – og vinde en præmie, der letter din sortering i hverdagen.
 - I kommunens pavillon benytter vi os af muligheden for at fortælle børn og voksne lidt om den madaffaldssortering, vi skal i gang med til efteråret her i Hvidovre, siger borgmester Helle Adelborg.
Du kan også lave dit eget tryk af et af verdensmålene – og skrive den indsats du gør for målet. Eller du kan høre mere og stille spørgsmål om sortering af madaffald og affald generelt, og høre om hvordan nogle af skolerne arbejder med FN’s verdensmål.
Kl. 13.30 kan du høre et oplæg med instagrammer og blogger, Lise Vandborg, om at genbruge og upcycle til garderoben og til hjemmet.
Der er et gratis sæt verdensmålstryllekort til de 50 første børn, der besøger pladsen. Du kan også lave en gammel t-shirt om til et indkøbsnet, deltage i en tegnekonkurrence om at gøre fremtiden mere bæredygtig og grave med en børnegravko og sortere byggematerialer.
Temadag og aktiviteter om Genbrug og cirkulær økonomi fredag den 7.6. foran Kometen og Hovedbiblioteket, Hvidovrevej 280. Kom og vær med. Læs mere på
 www.danmarkformaalene.dk