Fokus på mændenes sundhed i Hvidovre

Der er gode muligheder for at blive inspireret, når Hvidovre Kommune deltager i Mens Health Week fra den 11. juni til 14. juni.
27. maj 2019

Mænds sundhed er i fokus, når Hvidovre Kommune i uge 24 deltager i den globale Mens Health Week. I samme uge bliver der i mange lande sat spot på sundheden hos mænd i alle aldre. Årets tema er ’Mænds Sundhed i Fællesskaber og Naturen’.

Ideen med Mens Health Week er at gøre en forskel for mænds sundhed, og der vil være fokus på både fysikken, den mentale sundhed og det sociale liv.

Ofte halter mændene bagefter kvinderne i sundhedsstatistikkerne, og bliver fx oftere ramt af livsstilssygdomme, ligesom mange mænd ikke altid er lige gode til at opsøge hjælp i sundhedsvæsenet. Det gælder også i Hvidovre Kommune, hvor mændene i langt lavere grad end kvinderne benytter de sundhedstilbud, som Hvidovre Kommune tilbyder.

I Hvidovre Kommune vil der derfor i uge 24 med start tirsdag 11. juni og frem til fredag 14. juni være masser af spændende nye aktiviteter, som skal være med til at give kommunens mandlige borgere ny viden om sundhed.

Fx kan man få foretaget et sundhedstjek på genbrugsstationen ligesom der er en række events, der har fokus på fællesskaber, som kan være med til at styrke den mentale sundhed og det sociale liv.
Man kan blandt andet tage sin søn eller datter med til eventet ’Militærbane og bålmad for fædre og deres skolebørn’ på Quark Centret. Man kan også deltage torsdag aften omkring temaet ’Mænd og motorer’, hvor der bl.a. vil være foredrag, udstilling af biler og motorcykler og samvær omkring grillen. Derudover kan man i løbet af ugen få høre mere om fødselsdepressioner hos mænd eller køre med på en 20 km cykeltur i naturen.

Se mere om ugens program her