Nysgerrige borgere blev klogere på Holmene

Spørgelysten var stor, da borgmesteren og embedsfolk fortalte Hvidovres borgere mere om visionen om Holmene ved et borgermøde på Hovedbiblioteket.
1. marts 2019

For mindre end to måneder siden blev visionen for Holmene præsenteret for offentligheden. På et velbesøgt pressemøde på Avedøreværket kunne man se et panel med Hvidovres borgmester Helle Adelborg i spidsen fortælle omverdenen om visionen for et nyt og stort erhvervsområde, som Hvidovre Kommune vil skabe ved at anlægge ni kunstige øer i vandet ud for det nuværende Avedøre Holme

Onsdag aften var borgerne i Hvidovre inviteret til at komme og høre mere om Holmene. På Hovedbiblioteket fortalte Helle Adelborg om den historiske udvikling af Avedøre Holme. En udvikling, der har taget fart siden 1960’erne og som nu betyder, at Hvidovre Kommune vil udvide Avedøre Holme og skabe et af Nordeuropas største og mest innovative erhvervsområder.

”Lige siden 1980’erne har Avedøre Holme været en populær lokation for mange virksomheder fra ikke bare Danmark, men også fra udlandet. Der er i dag cirka 400 virksomheder på Avedøre Holme, og i omegnen af ti procent af dem er udenlandske. Den store efterspørgsel efter en adresse på Avedøre Holme betyder, at der nu er basis for at udvide området igen, og det sker ligesom i 1960’erne ved, at der igen bliver tænkt nyt og stort,” lød det blandt andet fra Helle Adelborg, som også kom ind på, hvad Holmene betyder for Hvidovres borgere.

I kan se frem til, at vores kommune bliver en af de mest attraktive erhvervskommuner i landet. Med Holmene kommer der op mod 380 nye virksomheder til kommunen og de skaber op mod 12.000 nye arbejdspladser. Det vil være arbejdspladser, hvor I, jeres børn eller børnebørn kan få job,” lød det fra Helle Adelborg, der også pegede på den nye natur på Holmene som en af gevinsterne for kommunens borgere. I alt kommer der til at være 700.000 kvadratmeter bynær natur på Holmene, og det giver masser af muligheder for, at borgere i alle aldre kan tage ud for at bade, surfe, ro kajak eller blot gå en tur i naturen.

Direktør i Hvidovre Kommune, Gert Nelth, og projektleder på Holmene, Connie Nielsen, fortalte om hvordan ideen til Holmene opstod, og hvordan Hvidovre Kommune igennem tre år har arbejdet og formet visionen, ligesom de kom ind på, hvordan det fremtidige arbejde med Holmene kommer til at foregå.

De fremmødte borgere havde mange gode spørgsmål til Holmene. Det var især spørgsmål om trafik, støj og naturen på Holmene, som borgerne sad med.

”Det var godt at opleve nysgerrigheden fra borgernes side. Der kom mange gode inputs. Holmene er et gigantisk projekt, og det er vigtigt, at vi lytter til borgernes synspunkter og ideer, da det kan være med til at gøre projektet endnu bedre. Jeg forstår godt, der kan være nogle borgere, som er bekymrede over, om der kommer mere støj og øget trængsel. Mit budskab til dem er, at netop de to områder er noget, vi har et rigtigt stort fokus på. Vores helt klare mål er, at borgerne skal have færrest mulige gener ved, at vi etablerer Holmene,” siger Helle Adelborg.

www.holmene.com kan man læse mere om visionen.