Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Lokalplan 145 for blandet byområde ved Svend Aagesens Alle 10 er ikke vedtaget

Kommunalbestyrelsen har den 26. maj 2020 besluttet ikke at vedtage Lokalplan 145 endeligt. Lokalplanforslaget bliver derfor annulleret.
30. juni 2020

Formålet med forslaget til Lokalplan 145 var at give mulighed for etageboligbebyggelse, ikke-generende erhverv og offentlige funktioner i to delområder, hvorved det gav mulighed for en bebyggelse på knap 14.000 m² bruttoetageareal i op til henholdsvis maksimalt 3 og 5 etager.

Med beslutningen om ikke at vedtage forslag til Lokalplan 145 er den hidtil gældende Byplanvedtægt H16 fortsat det gældende plangrundlag for ejendommene på Svend Aagesens Allé 10A og 10B-D.

Til beslutningen om at forkaste forslag til Lokalplan 145 har Kommunalbestyrelsen knyttet en bemærkning om, at man ønsker at komme naboerne i det tilstødende boligområde i møde. Der har gennem flere år været en vedholdende kritik af størrelsen på den planlagte bebyggelse. På trods af ansøgers ændringer af byggeriets omfang og højde i løbet af processen, har naboerne også i den seneste høringsperiode fastholdt deres kritik af, at bebyggelsen er for høj og for tæt. Der lægges vægt på indsigernes bemærkninger om, at en bebyggelse med den planlagte højde og placering forventes at give gener i form af indblik fra de fremtidige boliger til de tilstødende naboejendommes haver og boliger, ligesom den forventes at påvirke nogle af dem med slagskygge. Det er på baggrund af det ovenfor beskrevne, at kommunalbestyrelsen har besluttet ikke at vedtage planforslaget endeligt.

Forslaget til Lokalplan 145 var fremlagt i offentlig høring i perioden 10. februar til 9. marts 2020. Der indkom 24 høringssvar til planforslaget i denne forbindelse.

Klagevejledning

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet.

Klagen skal indgives inden den 28. juli 2020.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.nmkn.dk, www.borger.dk eller www.virk.dk. Du logger på Klageportalen med NEM-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Hvidovre Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr til Planklagenævnet på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Hvidovre Kommune. Hvis Hvidovre Kommune fastholder afgørelsen, sender kommunen klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Hvidovre Kommune. Hvidovre Kommune videresender herefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på naevneneshus.dk.

Eventuel domstolsprøvelse

Hvis du vil have afgørelsen behandlet af en domstol, skal søgsmål til prøvelse af afgørelsen være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort.