Madaffaldssortering er kommet godt i gang – nu skal parcelhuse og villaer med

Beholderne er på vej ud til borgerne, der straks kan gå i gang med sorteringen.
3. marts 2020
Hvidovre-borgerne har taget den nye madaffaldsordning til sig. Siden oktober 2019, hvor ordningen blev indført i etageboliger, er mængden af indsamlet madaffald oppe på 127 tons om måneden. Nu skal også borgere, der bor i parcelhus, villa eller rækkehus i gang med at sortere deres madaffald. Den nye ordning sættes i værk løbende efterhånden som beholderne bliver kørt ud til borgerne.

- Nu breder vi madaffaldsordningen ud i hele kommunen, og jeg håber meget på, at også de borgere, der nu skal i gang med ordningen, vil kunne se fidusen i, at vi hver især begynder hjemme i vores eget køkken, og der giver vores bidrag til en højere genanvendelse til gavn og glæde for miljøet og de næste generationer, siger borgmester Helle Adelborg.
De seneste år har vi sorteret cirka 30 procent af vores husholdningsaffald til genanvendelse. Madaffaldsordningen skal være med til at sikre, at Hvidovre Kommune samlet når op på 50 procent genanvendelse af husholdningsaffaldet, som er et krav i 2022.

Bor du i hus, rækkehus eller har kolonihave, har du modtaget et brev i e-Boks med information om den nye madaffaldsordning, din husstand bliver en del af. Inden opstart får du en ny todelt udendørs beholder til madaffald og restaffald. Du får samtidig en startpakke med en køkkenspand, madaffaldsposer og en sorteringsfolder. Når du har modtaget den nye beholder, er det den, du skal bruge, og den bliver tømt hver 14. dag, dog en gang om ugen i sommermånederne. Har du som borger behov for hyppigere tømning, kan du se, hvordan du får det på kommunens hjemmeside www.hvidovre.dk/affald.

Rester fra aftensmaden, æggeskaller og kaffegrums skal fremover sorteres fra og smides ud som madaffald, så madaffaldets ressourcer kan udnyttes bedst muligt. Posen med madaffald skal blot have en knude på og lægges i den nye udendørs beholder til madaffald. Det madaffald, der bliver samlet ind med den nye ordning, bliver omdannet til biogas, der bliver brugt til opvarmning eller brændstof og restproduktet bliver brugt til gødning til landbrugsjorden.
Det vi i dag kender som dagrenovation, skifter samtidig navn til restaffald. Restaffald er det daglige affald, der er tilbage, når vi har frasorteret madaffald, plast, papir, glas, metal, pap, batterier mv.

Fakta – det er madaffald
Madaffald er fx rester fra grøntsager, frugt, kød, fisk, fjerkræ, kyllinge- og kødben, æggeskaller, brød, ris, gryn, pasta, ost, fedt, middagsrester, kaffegrums, kaffefiltre, tefiltre, køkkenrulle samt afskårne blomster og blade fra indendørs planter – dog uden jord.