Ny pulje til Hvidovres grønne ildsjæle

Institutioner, skoler, boligforeninger, grundejerforeninger og borgergrupper kan nu søge om støtte til gode idéer og initiativer, der gavner klima og miljø
3. december 2019
Er det et nytårsforsæt i dit nabolag, at I 2020 vil gøre noget særligt for bier og insekter? Eller har I planer om at gøre noget ekstra i forhold til affaldssortering, genbrug og byttebørs? Skal en del af legepladsen i daginstitutionen omdannes til køkkenhave, eller skal der grønne tage på cykelskurene? 
Mange borgere, institutioner og boligforeninger i Hvidovre er meget engageret i at gøre en indsats for at gøre Hvidovre grønnere, og nu har kommunalbestyrelsen afsat i alt 1 mio. kr. i 2020, som institutioner, skoler, boligforeninger, grundejerforeninger og borgergrupper kan søge om midler fra til initiativer, der gavner klima og miljø.
- Der er rigtig mange i Hvidovre, som er engageret i den grønne dagsorden, og derfor har vi i kommunalbestyrelsen besluttet at give et skub til nogle af de gode idéer, der spirer frem rundt omkring og som måske har brug for ekstra støtte for rigtig at få effekt, siger borgmester Helle Adelborg, der ser frem til se ansøgningerne til puljen Grøn By. 

Der er ansøgningsfrist to gange, og første gang er 20. januar 2020. Det er Teknik- og Miljøudvalget i kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvilke projekter og idéer, der skal have tilskud. Det kan fx være projekter, der handler om cirkulær økonomi - fx affaldsindsamling, øget biodiversitet - fx såning af biblomster eller bekæmpelse af invasive arter, bæredygtig transport eller FN’s 17 verdensmål.
I hver ansøgningsrunde kan ét større ”fyrtårnsprojekt” få op til kr. 250.000 kr. Desuden vil et antal mindre projekter kunne få støtte.
Ansøgningsskema til puljen findes på www.hvidovre.dk\groenby