Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommune får 6,8 mio. til ny beskæftigelsesindsats for kvinder med indvandrerbaggrund

Flere kvinder med indvandrerbaggrund skal have foden indenfor på arbejdsmarkedet. Hvidovre Kommune sendte i september en ansøgning til Styrelsen for Rekruttering og Integration om støtte til en ny beskæftigelsesindsats. Ansøgningen er nu blevet imødekommet.
18. december 2019

Hvidovre Kommune får i alt 6,8 mio. kroner til ”B-Start” – en ny, tværgående kommunal indsats, som i samarbejde med gode lokale kræfter skal give op mod 150 af kommunens kvinder med ikke-vestlig indvandrerbaggrund en ny chance på arbejdsmarkedet.

- Der er tale om en gruppe medborgere, som af forskellige årsager ikke har et job. Nogle af kvinderne har aldrig haft en tilknytning til det danske arbejdsmarked, mens andre har svært ved at finde fodfæste. Jeg er glad for, at vi har fået denne mulighed, og jeg tror på, at vi med indsatsen kan få hjulpet mange af kvinderne ud i gode jobs eller i gang med en uddannelse, siger borgmester Helle Adelborg.

Kun godt halvdelen af Hvidovres kvinder med ikke-vestlig indvandrerbaggrund er i job. Nogle modtager ydelser som fx kontanthjælp eller sygedagpenge, mens andre bliver forsørget af deres ægtefælle. Det vurderes, at mellem 100-150 kvinder er i målgruppen og kan få gavn af den nye indsats, og målet er, at 40 % af kvinderne kommer i uddannelse, beskæftigelse, praktik eller lignende.

Pengene til den nye tværgående indsats kommer fra Udlændinge- og Integrationsministeriets pulje, der skal hjælpe kommunerne med at løfte beskæftigelsesindsatsen for kvinder med indvandrerbaggrund, der står uden for arbejdsmarkedet.

For mange af kvinderne i målgruppen er sundhedsmæssige årsager noget af det, der står i vejen for beskæftigelse. Men det er langt fra hele forklaringen, og årsagerne kan være mere komplekse. Derfor har man sammensat et team af medarbejdere fra forskellige kommunale områder; sundhed og psykiatri, beskæftigelse, voksen- og familierådgivning samt kultur, som skal give projektet et helhedsorienteret blik på de udfordringer, kvinderne oplever.

- Det er et spændende projekt, som vi i udvalget og jeg personligt følger tæt. Kommunen har en vigtig funktion i at engagere lokalsamfundet og finde løsninger til at hjælpe disse kvinder videre i beskæftigelse. Derfor er jeg meget glad for den støtte, vi har fået. Det er et stort skridt i den rigtige retning, siger formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Charlotte H. Larsen.

Udover, at kvinderne får en tilknytning til arbejdsmarkedet, forventes det, at minimum 90% af dem vil føle større tillid til, at kommune og andre institutioner i fx foreningslivet – kan hjælpe og har noget at tilbyde. Det skal alt i alt give kvinderne et bedre udgangspunkt for at deltage mere aktivt i det danske samfundsliv.

Der vil være tilbud om forskellige aktiviteter, bl.a. i Kulturhuset BuQetten:

- I BuQetten tager vi udgangspunkt i kvindernes egne interesser og hjælper med at skabe et fællesskab omkring nogle aktiviteter. Det kan være læseklub, madlavning, håndarbejde, filmklub eller hvad de nu har lyst til. Kvinderne, som kommer her, har stor glæde af det sociale samvær, og de udvikler og bruger sproget på andre måder end gennem den traditionelle danskundervisning, fortæller leder af BuQetten, Lene Bøgelund Christensen.

Planlægningen af ”B-Start” er allerede i gang, og kvinderne i målgruppen vil blive introduceret til indsatsen i starten af det nye år.

 

For mere information, kontakt:

Helle Adelborg, borgmester: tlf. 2544 3001

Charlotte H. Larsen, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget: tlf. 4132 0601

Gert Stephan Nelth, direktør for kultur-, teknik- og arbejdsmarkedsområdet: tlf. 5158 7807