Intra bliver til Aula

Til efterårsferien tager Hvidovres skoler en ny kommunikationsplatform i brug
4. oktober 2019

Den har ladet vente på sig, men nu er afløseren for Skoleintra klar. I Hvidovre Kommune tager skoler og SFO’er den nye kommunikationsplatform Aula i brug til efterårsferien.
- Ude på Hvidovres ni folkeskoler er personalet klar til at fortsætte det digitale skole-hjem-samarbejde, vi har haft via Skoleintra på det nye Aula, siger konstitueret Centerchef for Skole og Uddannelse, René Rasmussen Sjøholm og tilføjer:
- Aula er en meget brugervenlig løsning, og de fleste vil kunne bruge Aula efter en kort introduktion. Medarbejderne på skolerne er blevet klædt på til at kommunikere på den nye platform, og der vil løbende komme information og vejledninger til, hvordan man som forældre logger på og bruger systemet. Det samme gælder selvfølgelig for elevernes brug af Aula.
Skolernes SFO’er benytter i dag et system, der hedder Tabulex til dialog med forældrene. Det system bliver også skiftet ud med Aula, hvor kontakten med hele skolen bliver samlet fremover, så man som forældre kan nøjes med at logge ind et sted. Det bliver fx i Aula, forældrene kan se, hvilke aktiviteter SFO’en planlægger.
Som forberedelse til Aula har alle Hvidovres skoler fået lavet nye hjemmesider, der indeholder informationer, som supplerer den info, der ligger i Aula. De nye skolehjemmesider henvender sig i høj grad til forældre, der ikke i forvejen har børn på skolen. De nye skolehjemmesider bliver søsat samtidig med Aula, og man vil automatisk blive ledt videre til de nye sider, hvis man skriver netadressen på den nuværende skolehjemmeside.
I første omgang er det folkeskoler og SFO’er, der skal bruge Aula i den løbende kommunikation mellem elever, forældre og lærere. Omkring sommeren 2020 kommer også daginstitutioner og klubber med.