Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Virksomheder inviteres til lokal motionsfest på Avedøre Holme

Holmestafetten er en hyggelig begivenhed, der kombinerer motion med kollegialt samvær. Så snør løbeskoene og få dine kolleger med til Holmestafetten tirsdag 7. maj.
8. april 2019

Virksomheder i Hvidovre Kommune kan 7. maj invitere deres medarbejdere til en hyggelig stund med motion som omdrejningspunktet. Det er nemlig igen tid til Holmestafetten, som er en stafet på cirka 3,75 kilometer for medarbejdere fra Hvidovres virksomheder og kommunale institutioner.

Holmestafetten er både for løbere og dem, der ønsker at gå ruten rundt, og der er også masser af plads til entusiastiske tilskuere i start- og målområdet.

Stafetten har udviklet sig til en populær tradition blandt Hvidovres virksomheder – både hos dem, der stiller med deltagere, og hos dem, der støtter med præmier og udstyr.

”Holmestafetten er altid en hyggelig begivenhed, hvor mange af Hvidovres virksomheder benytter muligheden for at tilbringe et par timer sammen uden for arbejdspladsens vante rammer. Alle kan være med, uanset om vil løbe eller gå ruten på 3,75 km og bagefter kan alle hygge sig med mad og musik,” siger Nich Bendtsen, der er kommunaldirektør i Hvidovre Kommune.

Inden stafetten skydes i gang, vil der være fælles opvarmning med et energisk team fra kommunens SundhedsCenter, og Hvidovre Musikskole vil sørge for hyggelig musik i start- og målområdet. Når man er kommet i mål, er der desuden mulighed for at få en kop kaffe – den lokale virksomhed Kontra Coffee sørger for gratis kaffe til både løbere og gående.

Holmestafetten blev stablet på benene i 2003 og har siden været en årlig tilbagevendende begivenhed. Løbet arrangeres i et samarbejde mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Atletik & Motion - og flere lokale virksomheder som sponsorer.

Hvidovre Atletik & Motion står for den praktiske afvikling.


Fakta om Holmestafetten
Dato: Tirsdag den 7. maj 2019, med start kl. 17.00.
Sted: TEC Hvidovre, Stamholmen 215, 2650, ved kantinen.
Rute: 3,75 km.
Pris: 200 kr. pr. løbehold med 3 deltagere og 60 kr. pr. person, hvis man deltager som gående. Derudover 120 kr. pr. person, hvis man ønsker en lækker grillmenu.
Præmier: Der er præmier til hold nr. 1, 2 og 3 i hver gruppe, og der vil også være lodtrækning om præmier til de gående.

Tilmelding foregår via linket hvidovre.dk/holmestafetten senest 26. april 2019.