Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Forældrene er fortsat meget tilfredse med skole og fritidstilbud

Særligt tilfredsheden med Hvidovres SFO’er er forbedret siden 2016
1. april 2019

Forældre med børn i Hvidovre Kommunes skoler og fritidstilbud er generelt godt tilfredse med deres barns skole, SFO og klub. Det viser en forældretilfredshedsundersøgelse, Hvidovre Kommune netop har gennemført for tredje gang. Den nye undersøgelse viser, at forældre med børn i Hvidovres Kommunes SFO’er er blevet mere tilfredse med deres børns fritidstilbud. Sammenlignet med den undersøgelse, der blev lavet for to år siden, er forældrene i 2018 mere tilfredse med deres børns SFO, end de var dengang. I 2016 var tilfredsheden med SFO’erne faldet til 72 procent, mens den i 2018 er steget til 85 procent.

- Det er virkeligt godt at se, at forældrene er blevet mere tilfredse med SFO’erne, end de var for to år siden, siger formand for Børne- og Uddannelsessudvalget Kenneth F. Christensen:
 - Ledere og medarbejdere i vores SFO’er fortjener stor ros for at have bidraget til, at tilfredsheden med skolefritidsordningerne nu er så høj.

Også tilfredsheden med skolerne er høj og på niveau med landsgennemsnittet. 79 procent af de forældre, der har deltaget i undersøgelsen, er enten tilfredse eller meget tilfredse med deres barns skole. Tilfredsheden med klubberne er ligesom i 2016 høj - 85 procent.

Undersøgelsen er gennemført blandt forældre til i alt 3884 børn på skoler, SFO’er og klubber i Hvidovre. Hele 65 procent af forældrene har deltaget i undersøgelsen, det er flere end i 2016, hvor 62 procent af forældrene deltog. Forældre, der ikke bor sammen, har begge haft mulighed for at besvare spørgeskemaet, og så har hvert svar talt 50 procent. Det har også været muligt at besvare skemaet på andre sprog end dansk.

De enkelte skoler, SFO’er og klubber offentliggør deres lokale resultater senest den 1. april.
Der bliver udarbejdet lokale handleplaner med udgangspunkt i de enkelte skoler, SFO’er og klubbers resultater. Handleplanerne bliver offentliggjort på skolernes og klubbernes hjemmesider.

Fakta
Skoler: 79 procent er tilfredse eller meget tilfredse. 7 procent er utilfredse eller meget utilfredse.
SFO’er: 85 procent er tilfredse eller meget tilfredse. 5 procent er utilfredse eller meget utilfredse.
Klub: 85 procent er tilfredse eller meget tilfredse. 3 procent er utilfredse eller meget utilfredse.