Gentager succesen med cykelhold for alle

29. april begynder en ny sæson af ”Vi cykler sammen” – cykelholdet som kører ture i det grønne hver mandag.
25. marts 2019

Hvidovre Sundhedscenter og Cyklistforbundets Brøndby-Hvidovre afdeling kørte i efteråret et cykelhold for alle, der har lyst til frisk luft og motion. Og det gik så godt, at man nu har valgt at køre videre med en ny sæson. Konceptet er det samme: man møder op foran Hvidovre Sundhedscenter mandag kl. 13 med sin egen cykel og meget gerne cykelhjelm, og så cykler man afsted sammen.

Der er ingen tilmelding, og turene tager ca. en time, hvorefter man kan slappe af sammen over en kop kaffe eller te i Sundhedscenteret.

"Sidste sommer fik vi set steder i Hvidovre og omegn, som vi aldrig havde set før. Denne sommer cykler vi igen en ny rute hver uge. Vi cykler i al slags vejr, så det handler bare om at tage det rigtige tøj på og komme af sted. Og så tør jeg godt love, at vi udover motion og frisk luft, får et ordentlig skud glad energi efter sådan en cykeltur", fortæller Lisbeth Pedersen, der er frivillig turleder i Cyklistforbundets lokalafdeling og som kører med på turene hver mandag.

”Vi cykler sammen” handler om at motionere sammen med andre. Lokale turledere vil vise vej, og det kommer til at foregå i et stille og roligt tempo, så alle kan følge med og komme godt i mål. Der køres ad gode asfalt- og grusveje gennem dejlige grønne områder i Hvidovre, og der vil være små pauser undervejs.

Der var mellem 10 og 20 deltagere på turene i efteråret, og man forventer, at mindst lige så mange vil cykle med, når den nye ”sæson” åbner. Særligt i sommermånederne, og når vejret er godt.

Cykelholdet cykler hver mandag fra 29. april til 21. oktober, også i sommerferien. Deltagerne mødes foran hovedindgangen til Sundhedscentret, Hvidovrevej 272.

Se mere om ”Vi cykler sammen” på www.sundhedscenter.hvidovre.dk eller www.cyklistforbundet.dk/brondby-hvidovre.

 

For mere information – kontakt:

Turledere: Lisbeth Pedersen: tlf. 2835 7692, Birgit Rudolph: tlf. 2627 4419 eller Henning Nielsen: tlf. 2443 8291.

Hvidovre Sundhedscenter: tlf. 3639 3737.