Få Succes Online med Google og Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune og syv andre kommuner i stort samarbejde med Google. Formålet er at ruste Vestegnens virksomheder til den digitale fremtid.

2. januar 2019

Hvidovres virksomheder kan ruste sig digitalt, når Google Succes Online i samarbejde med Hvidovre Kommune og syv andre vestegnskommuner inviterer til digitale workshops i januar og februar.

Målet er at styrke Vestegnens virksomheder til en digital virkelighed, hvor evner inden for sociale medier, e-markedsføring/nyhedsbreve og søgemaskineoptimering er helt afgørende for at få succes som virksomhed.

Torsdag 24. januar inviteres virksomheder til at få indsigt, motivation og gode råd fra vækstvirksomheder, digitale eksperter og Google. Brøndby-borgmester Kent Max Magelund åbner konferencen og byder velkommen til 300 virksomheder, digitale frontløbere og vækstvirksomheder. Deltagerne hører, hvordan en lille eller mellemstor virksomhed - uanset branche - kan skabe succes på internettet.

Som opfølgning på konferencen afholdes syv digitale workshops rundt om i de samarbejdende kommuner. Deltagelse på konferencen og workshops er gratis, og der er intet krav, at man både deltager i konference og workshops. Man kan sagtens blot vælge en enkelt eller flere workshops – man behøver altså ikke at melde sig til alle de syv workshops, der bliver udbudt.

I løbet af syv workshops får virksomheder mulighed for at arbejde målrettet på at blive set, besøgt og drive virksomhed på internettet. Emnerne spænder vidt og bredt over bl.a. sociale medier, e-markedsføring/nyhedsbreve, hjemmesideoptimering, søgemaskineoptimering og webanalyse. På disse workshops får lokale virksomheder undervisning af digitale eksperter. Vinklen er praktisk og funderet i virksomhedernes niveau og ambitioner.

"Digitaliseringen er ved at forandre vores samfund, og Danmark har heldigvis et rigtig godt udgangspunkt i forhold til at være med i front. Men det er også vigtigt, at de små og mellemstore virksomheder griber mulighederne og udnytter de digitale redskaber. Gør de det, kan det få stor positiv betydning - både for den enkelte virksomhed og for samfundet som helhed. For os er det en vigtig opgave at hjælpe den udvikling på vej”, siger Malou Aamund, der er direktør for Google Danmark.

Hvidovres borgmester Helle Adelborg håber, at mange af Hvidovres virksomheder vil deltage i Succes Online.

”Vi har et stærkt erhvervsliv i Hvidovre, og mange virksomheder har allerede godt styr på deres digitale tilstedeværelse, men udviklingen går simpelthen så hurtigt, så der er hele tiden ny viden at hente. Så derfor kan jeg kun opfordre vores lokale virksomheder til at melde sig til Succes Online,” siger Helle Adelborg.