Fire aftener med folkekøkken i Enghøjhuset

Fritidsbutikken og Produktionsskolen inviterer til familievenlig fællesspisning og hygge for alle den første tirsdag i måneden. Første gang den 5. februar.
28. januar 2019
Fremover kan borgergrupper, foreninger og andre interesserede mødes om madlavning og måltider i Enghøjhuset i Avedøre. Den flittigt brugte aula er nemlig blevet udstyret med et køkken, så der kan laves mad til mange mennesker, og i de kommende måneder vil køkkenet bl.a. blive taget i brug af Fritidsbutikken, der sammen med Produktionsskolen inviterer til en række folkekøkken-arrangementer.
- Alle er velkomne, når vi den første tirsdag i måneden slår dørene op for spisning og hygge, siger Lene Christensen, der er projektleder i Fritidsbutikken. – Vi håber, at rigtig mange – både familier, unge og voksne – vil benytte sig af muligheden for en gang om måneden at mødes med andre over et sundt og billigt måltid mad.
Den første omgang folkekøkken i Enghøjhuset foregår tirsdag den 5. februar, hvor der også vil være mulighed for at komme og hygge sig med en omgang brætspil. Dørene åbner kl. 16, og der vil blive serveret mad i tidsrummet kl. 17-19.
- I det tidsrum, kan man bare komme, når det passer. Der er ikke noget bestemt tidspunkt, hvor alle SKAL sidde og spise sammen og heller ikke nogen krav til, hvor længe man bliver, pointerer Lene Christensen. – Det er jo lige præcis det uforpligtende, nemme og hyggelige ved folkekøkkenet.   
Det er elever og lærere fra Hvidovre Produktionsskole, der står for madlavningen, og et måltid koster 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn under 12 år.
Fritidsbutikken og Produktionsskolen har ladet sig inspirere af de folkekøkkener, der bl.a. bliver holdt på Vesterbro og Nørrebro og er meget populære, bl.a. hos børnefamilier og unge.
- Mange synes, det er hyggeligt at mødes over et måltid på en uformel måde, og det er en rigtig god lejlighed til at få en snak med mennesker fra byen og nabolaget, som man ellers ikke ville have mødt, understreger projektlederen fra Fritidsbutikken.
Aulaen i Enghøjhuset har plads til op mod 150 gæster og er et lyst og flot lokale, der er velegnet til at mødes i. Siden 2014 har borgere, institutioner, foreninger og andre interesserede haft mulighed for at booke sig ind i aulaen og de andre møde- og aktivitetslokaler i Enghøjhuset. 
Foreninger og grupper, der er interesseret i at låne Enghøjhusets aula og køkken, skal kontakte Fritidsbutikken i Avedøre. 
Enghøjhusets adresse er: Hovedstien 10, Avedøre Stationsby, 2650 Hvidovre. Se mere om folkekøkken-arrangementer og andet på www.fritidsbutikken.hvidovre.dk eller www.facebook.com/FritidsbutikkenAvedore