Lys på stierne i Rebæk Søpark

Godt nyt til motionister og hundeluftere
5. januar 2016

Motionsløbere, hundeejere mfl. kan godt begynde at glæde sig. Teknik- og Miljøudvalget har nemlig besluttet, at der skal sættes lys på stierne i Rebæk Søpark. Det rekreative område i Hvidovre Nord er det første sted i Hvidovre, der kommer lys på parkstierne.

 - Det er glædeligt, at vi nu kan imødekomme et ønske fra borgerne om at få mulighed for at benytte Rebæk Søpark også i de mørke timer, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Mikkel Dencker og tilføjer:

 - Idéen med parklamperne er, at borgerne skal kunne bruge Rebæk Søpark endnu mere end i dag, fordi der nu er oplyste stier, så man fx kan gå en aftentur i parken.
Lyset på stierne i Søparken er en del af fornyelsen af Hvidovres parker, som der hvert år er afsat et beløb til. I samarbejde med DONG Energy vil Hvidovre Kommune stille 30 nye parklamper op langs med stien rundt om Rebæk Sø. De kommer til at stå med en afstand på 25-30 meter og får LED-pærer. Det er besluttet, at lyset i parken af hensyn til energiforbruget vil være slukket i tidsrummet fra midnat til kl. 05.

Hvidovre Kommune forventer, at parklamperne bliver sat op i efteråret/vinteren 2016. Da dele af Rebæk Søpark er fredet, skal Hvidovre Kommune søge dispensation hos Fredningsnævnet.