Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Lokal IT-iværksætter med særlige evner har stor succes

Mathias E. Nielsen har med en Asperger-diagnose langt fra haft en nem indgang på arbejdsmarkedet. Men han kan noget med en computer, som andre ikke kan. Hans virksomhed GladTeknik A/S tilbyder at reparere tilskadekomne computere hurtigere og billigere end konkurrenterne. Virksomheden er netop flyttet til nye lokaler på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre.
22. juni 2020

De fleste kender til det. Frygten for, at computeren bliver skadet i et omfang, så dataene enten ikke står til at redde, eller at reparationen er så dyr, at det ikke kan betale sig andet end at købe en ny computer. Det synes Mathias E. Nielsen er helt forkert. I hans virksomhed GladTeknik er de derfor meget specifikke, når de har computere til reparation.

”Vi laver en egentlig reparation helt ned på komponentniveau. Vi genfinder stort set altid tabte data. Vi nørkler med fx loddekolber, hvis det er det, der skal til. Vi udskifter ikke bare reservedelene. Hvis det er skærmen, den er gal med, så nøjes vi med at skifte glasset, og hvis det er batteriet, så fjerner vi ikke bare hele toppen af computeren,” siger Mathias E. Nielsen, der startede GladTeknik i Virum, men nu har slået sig ned i Hvidovre med sin kæreste.

Kunden sparer mange penge på reparation frem for udskiftning. Hvis man går til de store værksteder, løber fx et nyt bundkort fra Apple til en Mac Pro plus et par timers arbejdsløn op i over 10.000 kr. En reparation af bundkortet hos GladTeknik koster typisk mindre end det halve af den pris. Bonussen er, at en reparation desuden er mere miljøvenligt, end at smide computeren ud.

”For mange, eksempelvis erhvervsdrivende, kan det være en katastrofe at stå uden sin computer i længere tid, og det er vi naturligvis opmærksomme på. Derfor garanterer vi, at en tekniker går i gang med sagen inden for 24 timer på hverdage og har desuden en express-service, hvor vi for et mindre gebyr går i gang inden for to timer.”

På to år er virksomheden vokset fra et lille kollegieværelse i Virum til nu at være flyttet i nye lokaler på Arnold Nielsens Boulevard med ca. 10 personer tilknyttet.

Det har ikke været den snorlige vej, der har ført til succes for Mathias E. Nielsen, der både har autismediagnosen Aspergers syndrom og flere andre diagnoser som fx ADD. Skolegangen var en udfordring, fordi han fagligt var mange længder foran de andre elever og kedede sig bravt. På universitetet læste han geofysik og rumteknologi, som han fordybede sig i nat og dag. Men det kostede på det sociale plan og endte med en depression. 

”Den depression blev et vendepunkt. Jeg skulle finde et nyt ståsted, og sammen med Jobcentret i Lyngby besøgte jeg stribevis af virksomheder for at finde et sted, jeg kunne komme i jobprøvning. Efter mere end 70 besøg fik jeg endelig en praktikplads på et Apple-værksted.”

Det satte turbo på Mathias’ karriere som computerteknikker.  Han er i dag stærkt optaget af at rumme forskelligheder og give medarbejdere, der ville have svært ved at finde job andre steder, en mulighed for at komme ud at lave noget, der giver mening.
”Det kan godt give noget ekstra arbejde at have ansatte med forskellige diagnoser. Men de giver jo også meget igen, og at se dem blomstre er det hele værd.”