Borgmester Helle Adelborg har ordet

9. september 2019

Der er fart på erhvervslivet i Hvidovre. Mange virksomheder har en travl hverdag, og som kommune forsøger vi at understøtte erhvervslivet med at skabe nogle gode rammer.

Et af de aktuelle tiltag, som vil komme nogle af virksomhederne i Hvidovre til gode består i, at vi etablerer cykelbaner på Jernholmen på Avedøre Holme. Her ligger en række af kommunens store virksomheder og mange medarbejdere pendler hver dag til og fra. For cyklister vil de nye cykelbaner gøre turen til og fra arbejde mere behagelig, idet der også bliver lavet standsningsforbud for biler og lastbiler. Dermed bliver udsynet og overblikket for cyklisterne meget bedre end det indtil nu har været.
Vi har i lang tid haft et stort fokus på trængslen og trafiksikkerheden i Hvidovre, og vi er glade for, at vi ofte får input fra virksomheder, som har gode ideer til, hvordan vi i fællesskab med erhvervslivet kan lette trængslen og styrke trafiksikkerheden.

Vi oplever, at vi har en god dialog med jer virksomheder og et af de steder, hvor man som virksomhed har en god mulighed for at give sin holdning til kende, er i vores erhvervsnetværk.
Vi holder i september og oktober møder i henholdsvis Hvidovre Erhvervsklub (for ALLE virksomheder med mere end 20 ansatte) og Erhvervsforum Hvidovre (for ALLE virksomheder under 20 ansatte).
På møderne i disse to netværk er der altid inspiration at hente. På mødet i Hvidovre Erhvervsklub onsdag 18. september vil Copenhagen Business Hub – Erhvervshus Hovedstaden komme og fortælle om, hvilke tilbud de har til virksomheder i Hvidovre. Vil man have et overblik over tilbud kan man desuden bruge den nye digitale platform
www.virksomhedsguiden.dk, som I også kan læse mere om i denne udgave af Erhvervsnyt.

Et sted hvor erhvervslivet og kommunen også mødes er i forbindelse med virksomhedsmessen Mød en virksomhed, der i år finder sted 13. november. Her stiller omkring 25 lokale virksomheder op for at fortælle Hvidovres unge og deres forældre om, hvilke muligheder der venter efter folkeskolen. Jeg bliver hvert år utrolig glad, når jeg oplever det engagement, virksomhederne bringer med til messen. De tager altid godt imod de unge og gør dem klogere på fremtiden. Det er vigtigt med et stærkt erhvervsliv, der bakker op om, at vi i fællesskab skal have uddannet de unge til jobs, der er brug for i fremtiden.
Så tak til alle virksomheder, som kommer til Mød en virksomhed og tak til alle andre, som løbende kommer med gode råd og deler jeres erfaringer med os. Det er med til at styrke vores erhvervsservice.

God læselyst med efterårets første nummer af Erhvervsnyt fra Hvidovre Kommune.

Med venlig hilsen

Helle Adelborg, borgmester i Hvidovre Kommune.