Gigantisk vaskehal på Avedøre Holme sørger for at holde hovedstadens lastbiler pæne

Copenhagen Truck Wash vasker hver dag mange lastbiler i deres store vaskehal på Avedøre Holme. Her bliver lastbilerne vasket på en klimavenlig måde, og vandet bliver blandt andet opsamlet og genanvendt.
25. juni 2019

Hvad gør man, hvis man er lastbilchauffør eller vognmand, og synes, at ens 19 meter lange lastbil er lidt for beskidt at se på?

Man tager nemlig ikke lige forbi ens lokale tankstations vaskehal, for de er ganske enkelt for små til store lastbiler. Og man folder heller ikke selv vandslangen ud for at få spulet snavset af, da det vil tage mange timer og samtidig kræve, at man har nogle ret høje stiger og lange vaskebørster.

Udfordringerne ved at få gjort lastbiler pæne og præsentable har Mikkel Merrild svaret på. Han driver virksomheden Copenhagen Truck Wash, der har en filial på Stamholmen på Avedøre Holme.

I en specialbygget vaskehal på 30 meter, som Copenhagen Truck Wash lejer sig ind i ved MAN Truck & Bus Danmark A/S, bliver der hver dag vasket masser af lastbiler fra både private og offentlige virksomheder fra hele hovedstadsområdet.

Vasken foregår både via den automatiserede vaskehal men Mikkel Merrild og hans medarbejdere må også yde manuel assistance, så alle krogene på lastbilerne bliver vasket.

”Mange virksomheder og vognmænd vil gerne have, at deres lastbiler ikke er alt for beskidte, når de kører rundt. Der er også tit, hvor lastbilerne skal vaskes indvendigt at hygiejnemæssige årsager. Det skal de fx, når de kører med fødevarer. Samtidig ved mange vognmænd også, at det kan betale sig at holde lastbilerne rene, fordi hyppig vask er med til at bekæmpe rust og dermed med til at holde vedligeholdelsesudgifterne nede,” siger Mikkel Merrild.

Kommer fra Søværnet
Han er oprindelig uddannet officer i Søværnet og har i ti år sejlet rundt i danske og internationale farvande, men efter hans storebror begyndte at sælge udstyr til vaskehaller i Canada, blev Mikkel Merrild nysgerrig på autovask-branchen. Det endte med, at han sammen med storbroderen investerede i først en lastbil-vaskehal i Høje Taastrup og i januar i 2018 en tilsvarende vaskehal på Avedøre Holme.

Klimaet og miljøet er for længst blevet en fast del af tankegangen i erhvervslivet. Og de to faktorer er således også noget, som Mikkel Merrild tillægger en stor værdi.

”Miljølovkravene er store, når det gælder bilvaskehaller. Men virksomhederne stiller også store krav til miljørigtig vask. Derfor ilter vi vandet og filtrerer og genbruger det i vaskehallen. Så vi bruger mindre vand og samtidig bruger vi miljøvenlige produkter,” siger Mikkel Merrild.

Mange lastbiler på Avedøre Holme
Der er mange lastbiler, som hver eneste dag kører på Avedøre Holme. Både fra de virksomheder, som har base på Avedøre Holme, men også lastbiler, som leverer varer til virksomhederne. Så der er et stort kundegrundlag for Copenhagen Truck Wash.

”Vi har mange lokale kunder her fra Avedøre Holme, men vi henter også biler for kunder rundt omkring og leverer dem nyvaskede tilbage,” siger Mikkel Merrild, mens en af hans medarbejdere er ved at parkere en lastbil fra en fødevarevirksomhed i Københavns Lufthavn i vaskehallen.

Der er i alt ansat ni medarbejdere i Copenhagen Truck Wash og heraf arbejder to fast i vaskehallen på Stamholmen.