Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Fødevarevirksomheder fra Hvidovre har stor gavn af hinanden i fødevarenetværk

Hvidovre Kommune har flere netværk for virksomheder. Et af de seneste er for fødevarevirksomheder. Anne Bastholm, ejer af Annes Gademad, har deltaget og har fået meget ud af at medvirke.
9. april 2019

Hvidovre Kommune har et mangfoldigt erhvervsliv. Med mere end 1000 virksomheder i kommunen er rigtig mange brancher repræsenteret. En af de brancher, som de senere år er vokset i Hvidovre er fødevarebranchen. I dag er der mange forskellige typer af fødevarevirksomheder, som har til huse i Hvidovre Kommune, og en stribe af dem blev inviteret til at være med i fødevareworkshoppen ’Fremtidens Madscene’ i efteråret 2018.

Fødevareworkshoppen bestod af seks temadage fordelt over seks måneder, hvor de deltagende virksomheder mødtes og hørte oplæg fra eksperter indenfor forskellige temaer som fx salg, markedsføring, emballage, madtrends og flere andre relevante emner.

En af deltagerne var Anne Bastholm, der er ejer af virksomheden Annes Gademad, der blandt andet leverer frokostordninger til virksomheder rundt om i Københavns-området. Hun har fået meget ud af at være med i forløbet.

”Hvidovre Kommune har mange gode initiativer. Blandt andet nogle erhvervsnetværk, hvor jeg ofte har været med til møderne i Erhvervsforum, som er for virksomheder med mindre end 20 ansatte. Som fødevareproducent er det ikke som sådan netværket, der giver noget. Det er selve foredraget, jeg kommer efter. Da Hvidovre Kommune kontaktede os for at høre, om vi ville med i et forløb med andre fødevarevirksomheder, blev jeg derfor helt vild i varmen,” fortæller Anne Bastholm.

”Når man er en mindre virksomhed og ikke har ligget i Hvidovre i så mange år, så er det en fantastisk mulighed for at få et netværk med andre virksomheder som er i samme branche,” siger Anne Bastholm.

”Det har været et rigtig godt forløb, hvor vi har diskuteret masser af emner. Vi var fx besøg på en emballagefabrik og havde en god drøftelse af, hvordan man kan gøre sin emballage mere miljøvenlig. Det er noget vi har rigtig meget fokus på i øjeblikket. Vi laver frokost til virksomheder, og når vi leverer maden, er der meget plastik med som emballage. Der var en god skare af virksomheder i netværket, og der blev i høj grad delt ud af erfaringer på tværs af virksomhederne,” siger Anne Bastholm og tilføjer:
”Et forløb som dette her, som Hvidovre Kommune har inviteret os med i, er en ting vi normalt ikke ville investere i, fordi vi er en lille virksomhed, og et tilsvarende forløb, hvor der er indhold fra den øverste kvalitetshylde, ville os koste os mange penge,” siger Anne Bastholm og uddyber:

”Vi er også begyndt at brygge vores eget øl, og i netværksgruppen har det været et par bryggere, som vi har kunne få gode råd af. Omvendt har vi givet gode råd til nye iværksættere om forskellige ting, som vi selv har stået med, da vi startede for 10 år siden,” siger Anne Bastholm.

Efter de seks gange er de deltagende virksomheder blevet enige om, at de skal mødes en gang om måneden for at holde netværket ved lige og stadig lære af hinanden.
”Der har været nogle rigtig spændende oplægsholdere. Efter forløbet tog vi i ledelsesgruppen i vores virksomhed væk en weekend og gennemgik hver enkelt workshop for at se, hvilke værktøjer vi kan bruge til noget i vores virksomhed,” siger Anne Bastholm.

”Som nytilflyttet virksomhed så er det rart at have en vej ind til kommunen. Det har været spændende at få et kig ind i kommunens erhvervsafdeling. Jeg synes, Hvidovre Kommune gør meget for os virksomheder. Det var Hvidovre Kommune, der tog kontakt til os for at komme med i det her forløb.”

’Fremtidens Madscene’ kom i stand via et samarbejde mellem organisationen Food og Hvidovre Kommune og er støttet af EU.