Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nyt liv til legendarisk kontorbygning på Avedøre Holme


CPH Business Park fik for to år siden nye ejere. Den nye ejer, Niam, har renoveret den store kontorbygning, og flere nye virksomheder er begyndt at rykke ind.
9. april 2019

Rigtig mange mennesker kører dagligt forbi CPH Business Park, som toner frem som en port ind til erhvervsområdet Avedøre Holme. Men de færreste ved måske, hvad den høje og lange kontorbygning indeholder. 

Først og fremmet emmer huset af historie, og da det i 1982 blev indviet, var det en af tidens store erhvervsmastodonter, Bøje Nielsen, som stod bag opførelsen. Siden har huset haft flere ejere, og der har været løbende udskiftning blandt lejerne.

For to år siden blev den 340 meter lange kontorbygning købt af det svenske ejendomsselskab Niam. Og det svenske indtog har været godt for det store kontorhus, som i dag huser mange forskellige typer af virksomheder lige fra store virksomheder som Santander og IF og til mindre virksomheder indenfor forskellige brancher.
Niam har investeret i at udvikle CPH Business Park, så bygningens fællesområder og kontorlokaler er tidssvarende og effektive overfor virksomheder, som ønsker at leje sig ind.

”Vi har blandt andet fået renoveret bygningen og forbedret energiklassen fra D til B. Så i dag er der en indbydende kantine, cafe, loungeområder og mødelokaler, som alle husets medarbejdere kan benytte og så har vi udvidet med flere parkeringspladser,” fortæller Niams udlejningschef Henrik Wagtberg.

Der er også indrettet et stort indflytningsklart showroom på 5. sal, hvor interesserede lejere kan se, hvad der venter dem. Her kan de - udover den gode udsigt ud mod Køge Bugt - opleve et råt og kreativt kontormiljø, som er indrettet i tråd med de aktuelle trends.

Frugtbart samarbejde med erhvervsmægler
En ny handlingsplan for bygningen har gjort det nemmere at tiltrække lejere til Avedøre Holme, fortæller Henrik Wagtberg.

”Vi har fået lejet en del kvadratmeter ud på det seneste og ligger i forhandlinger om at få flere spændende virksomheder ind,” siger Henrik Wagtberg.

Da Niam overtog bygningen i 2017 var der cirka 25.000 ledige kvadratmeter, hvilket svarer til en tredjedel af hele bygningens areal. Der er ca. 13.000 sammenhængende kvadratmeter tilbage med mulighed for 4.000 kvadratmeter i samme plan. Den øgede interesse hænger også sammen med samarbejdet med erhvervsmæglerne Lintrup & Norgart, som siden Niam overtog ejendommen, har været med til at præge udlejningsstrategien.

Holmene øger interessen
Hvidovre Kommunes nye vision om Holmene er ifølge Henrik Wagtberg også med til at gøre det nuværende Avedøre Holme mere attraktivt.
”Holmene giver naturligvis en ekstra interesse for CPH Business Park. Visionen har været med til at vise, at Avedøre Holme er et innovativt område og placeringen er god i forhold til city, motorvej og lufthavn.  Vi har samtidig et rigtig godt og tæt samarbejde med kommunen, som vi har haft god gavn af i forhold til vores planer med CPH Business Park,” siger Henrik Wagtberg.