Pendlere kan i fremtiden komme hurtigere til Avedøre Holme med ny busrute

Passagererne på 500S kommer hurtigere frem mellem Glostrup st. og Avedøre Holme
19. februar 2019

Hvidovre Kommune er sammen med Brøndby Kommune samt Region Hovedstaden og Movia gået sammen om at opgradere infrastrukturen på linje 500S’ rute på strækningen mellem Glostrup st. og Avedøre Holme.

Projektet starter op nu, og den nye infrastruktur skal bane vejen for Movias busprodukt +Way, som betyder, at busserne kører i egen busbane på dele af strækningen, og at stoppestederne bygges om til stationslignende forhold med brede perroner, gode venteforhold, god tilgængelighed og et højt niveau af trafikinformation. Formålet er at gøre det lettere for pendlere at nå frem til Avedøre Holme, ligesom det vil blive hurtigere for de mange borgere i de to kommuner at komme til Glostrup st., hvor man fra 2025 kan tage letbanen, som kommer til at køre langs Ring 3.

”Flere end 10.000 ansatte pendler dagligt til og fra virksomhederne på Avedøre Holme, og det giver rigtig meget trafik på vejene i området. Med en forbedret 500S-linje får vi et rigtig godt kollektivt trafiktilbud, som vi håber pendlerne bliver glade for, og som kan blive et attraktivt alternativ til bilen,” siger Helle Adelborg, borgmester i Hvidovre Kommune.

Fakta
Movia har sammen med Region Hovedstaden samt Brøndby og Hvidovre Kommuner søgt penge af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens Pulje til investering i kollektiv bustrafik til projektet. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har besluttet at finansiere halvdelen af projektet, som har en samlet omkostning på knapt 47 mio. kr. Den anden halvdel af projektet finansieres via midler fra Hovedstadens Letbane. Fremkommelighedstiltagene forventes at være færdige i 2023.