DTU-projekt kan hjælpe din virksomhed til at få mere vækst

Ved at deltage i projektet Smart Innovation kan virksomheder få værdifuld forskerhjælp fra DTU. Der er stadig mulighed for at søge om at komme med i projektet.
25. maj 2016

Har man som virksomhed et produkt, som kan blive bedre, hvis et team af forskere hjælper med udviklingen, så skal man overveje at kigge nærmere på Scion DTU-projektet Smart Innovation. Her får man 400 DTU-forskertimer, 45 timers forretningsudvikling og 100 faciliteringstimer fra Scion DTU.
Det er gratis at deltage i projektet, men de deltagende virksomheder skal bidrage med 800 timer. Hele projektprocessen understøttes af forretningsrådgivere, der bistår virksomheder i at opnå kommerciel succes.

Nogle af dem, der allerede har haft succes med samarbejdet med DTU, er Vintage Cloud, der producerer lysenheder.
Et forskerteam fra DTU Fotonik konstruerede i den forbindelse en særlig lysenhed, som kunne leve op til Vintage Clouds høje tekniske krav. Teamet udviklede også en speciel maling, som er brugt i enheden, der kan reflektere mest muligt lys ud i lysenheden.

”Uden forskerteamets arbejde havde vi ikke stået med det unikke produkt, vi gør i dag – og endnu vigtigere, uden dem, havde vi ikke vundet verdens største digitaliseringsprojekt,” siger Niels Bokkenheuser, der er partner i Vintage Cloud, i en pressemeddelelse.

Hvem kan deltage?
Etablerede små og mellemstore virksomheder i Region Hovedstaden med minimum otte ansatte, som ønsker hjælp til udvikling af et teknologisk produkt, koncept eller prototype.

For mere info, kontakt:
 
Lau Gotthard Christensen, tlf. 40 61 35 97, mail: lgc@sciondtu.dk