Demens

Demens
Demens har stor indvirkning på hverdagen.
I Hvidovre Kommune har vi fokus på de problemer som mennesker med en demenssygdom og deres pårørende har. Forskning indenfor demensområdet viser, at et aktivt liv med demens forbedrer livskvaliteten markant, både for den syge og familien omkring.
Nedenfor finder du oplysninger om demens, og viden om hvem der kan hjælpe dig i kommunen, samt hvad du selv kan gøre.

demens

Hvad er demens

Demens er en samlet betegnelse for en gruppe sygdomme, der angriber hjernen.
Det er primært ældre mennesker der rammes, men yngre mennesker kan også rammes af en demenssygdom. Demens har altså ikke noget med almindelig alderssvækkelse at gøre.

Tegn på demens

Ved demenssygdom rammes oftest hukommelse, sprog, planlægning og opfattelsesevne.
Nedenfor kan du læse om, hvordan symptomer på demens kan vise sig i hverdagen.

Svækket hukommelse
Det er normalt at glemme en aftale eller en besked for senere at komme i tanke om det.
Det er derimod ikke normalt at glemme, hvor man er på vej hen eller hvem, man lige har talt med.
Besvær med at udføre velkendte opgaver
Det er normalt at glemme at tænde for kaffemaskine, når man vil lave kaffe.
Det er derimod ikke normalt at sætte termokanden på gasblusset eller kogepladen.
Problemer med sproget
Det er normalt at have problemer med at finde det rigtige ord ind imellem.
Det er derimod ikke normalt helt at glemme enkelte ord, for så at erstatte dem med andre ord, der ikke giver mening.
Manglende orientering i tid og sted
Det er normalt at tage fejl af datoen eller ikke at kunne finde vej på nye steder.
Det er derimod ikke normalt at bytte rundt på døgnets timer eller at fare vild i et område, man kender.
Dårlig eller nedsat dømmekraft
Det er normalt at man ikke får taget regntøjet med – trods optræk til regn.
Det er derimod ikke normalt at glemme, det er vinter og tage sommertøj på udendørs.
Problemer med at tænke abstrakt
Det er normalt at have problemer med at forstå meningen med et ordsprog.
Det er derimod ikke normalt at tage ordsproget helt bogstaveligt.
Ting forkerte steder
Det er normalt at glemme, hvor man har lagt sine nøgler eller briller.
Det er derimod ikke normalt at lægge strygejernet i fryseren eller flæskestegen i kommodeskuffen.
Forandringer i humør og adfærd
Det er normalt at blive ked af det og have en rigtig dårlig dag.
Det er derimod ikke normalt at have humørsvingninger, der tilsyneladende opstår uden grund fra det ene øjeblik til det andet.
Ændringer i personligheden
Det er normalt at holdninger og synspunkter kan ændres med årene.
Det er derimod ikke normalt at personen ændrer sig drastisk og fx hurtigere bliver forvirret, mistænksom eller vred.
Mangel på initiativ
Det er normalt at man kan have en dag, hvor man ikke kan tage sig sammen til noget.
Det er derimod ikke normalt at være passiv hele tiden, og have brug for stikord, opmuntring og støtte til at komme i gang.

Hvordan bliver man undersøgt

I kan få en tid hos en praktiserende læge, og fortælle ham om dine problemer.
Det er en god ide, at tage en pårørende med. Lægen vil så undersøge dig, og hvis det findes relevant, henvise dig til videre udredning på hospitalet.

Når du eller din pårørende har fået en demenssygdom

Hvis du eller din pårørende har en demenssygdom tilbydes:
-Relevant medicinsk behandling
-Tilbud om opfølgende kontrol, råd og vejledning
-Besøg af Hvidovre kommunes demenskoordinator.

Tilbud i kommunen

Du kan læse om Hvidovre Kommunens tilbud om demens på Hvidovre Sundhedscenters hjemmeside (nyt vindue).

Hvor kan jeg få hjælp

Du kan få hjælp og vejledning af kommunens demenskoordinatorer.
Kommunens demenskoordinatorer vil være din kontakt person i kommunen, når det drejer sig om demens. 
Demenskoordinatoren kan give dig råd og vejlede dig ved problemer i hverdagen.
Har du en demenssygdom eller er pårørende til en, der har en demenssygdom, er du altid velkommen til at rette henvendelse til kommunens demenskoordinator, du behøver ingen henvisning.

Åben Rådgivning hver torsdag mellem klokken 12:30-15:30 i Daghøjskolen Vestegnen, Hvidovrevej 49, 1.sal eller på telefonnummer 41 86 67 96.

Demenskoordinatorer
Lisbeth Reppien Falbe Telefon: 41 73 83 00

Christina Zolezi Ehlers Telefon: 41 32 06 40